Lige et lille kig ind i min postkasse, hvor et svar til min sidste mail bl.a. indeholdt følgende uddrag:

"Iiihh..   altså.. Sådan en mail får mig til at tænke... Jeg har aldrig mødt nogen der i den grad var forskellig fra mig, og som du skriver, fra livets start er præsenteret med helt andre muligheder for hvad livet kan bringe.

Jeg selv har været heldigt stillet med hensyn en god barndom på landet med 2 ældre søskende og 2 forældre der stadig efter nogle og 30 års ægteskab går og kysser og krammer.

Som barn troede jeg (selvom jeg godt vidste bedre) at "alle" boede som jeg selv. Da jeg boede på landet og alle mine kammerater fra landsby skolen gjorde det samme havde jeg ikke grund til at tro andet.

...

Det får mig så til at tænke på hvor spændende og på en måde udviklende det må være for dig at se verden på en hel anden måde end vi normalt gør her i Danmark."

Ja, det er nogle gange meget overvældende!!! Jeg tror måske, at dét, jeg er ved at indse, er, at taknemmelighed over tilværelsen ikke kan være særlig dyb eller grundfæstet, hvis man hele tiden fokuserer på de umiddelbare omstændigheder, fordi man enten bliver "sadistisk", som jeg skriver i min mail, eller ender med at blive "sentimental", når man møder folk med andre muligheder, end dem man selv har fået (eller misundelig, hvis man synes at den andens muligheder er bedre end een selv). Ægte og blivende taknemmelighed kan kun vokse frem, hvis éns fokus ikke er hæftet ved omstændighederne, og dét er faktisk ikke så let i den kultur, som vi er vokset op i, fordi omstændighederne faktisk dér ER gode, eller i den kultur, som jeg nu befinder mig i, fordi omstændighederne ofte IKKE er så gode.

Jeg har set større taknemmelighed i øjnene på munke, jeg har besøgt, som stort set ikke ejer andet end dét tøj, de går og står i, og som ikke har andet end en lille munke-celle, og nogle få bøger. De ejer i grunden ingenting, men alligevel er hele verden deres, i deres rige fattigdom...

Jeg tror ikke der er nogen let måde at forholde sig til dét vi har brugt tid på at tænke over her, og vi skal jo ikke allesammen være munke, men måske kan deres rige fattigdom være en form for inspirationskilde - det har den i hvert fald været for mig, netop fordi deres taknemmelighed ikke er styret af, om de har så og så mange muligheder, eller ej. Deres taknemmelighed er der altid, på trods af alting, fordi de i al sin enkelthed er taknemmelige for at være til, og fordi verden er til. Og dér - lige midt i verden - møder man af og til nogle mennesker, som man kan dele lidt af sit overskud, eller underskud med. Nogen som virkelig ser én i øjnene. Og så er det i grunden ligemeget hvilke muligheder vi ellers har - dét kan vi i hvert fald!

I virkeligheden var det vel også lidt dét vi nåede frem til, i fredags, da vi i fredags endte vores samtale med ordløs trækken på skulderen, og et indforstået nik til hinanden, fordi vi begge vidste at verden er, hvad verden er, og det er ikke altid noget behageligt bekendskab - hvorefter vi skålede, og festen fortsatte...

Novi Sad, tirsdag d. 28. maj, 2002