"Jeg er 35 år, og vil enormt gerne flytte sammen med min kæreste, men jeg har ikke engang råd til at leje en lejlighed, eller spare sammen til en bil, selvom jeg er færdig med min uddannelse som elektromekaniker, og arbejder mere end fuld tid, hver eneste uge..."

Sådan lyder det rigtig ofte, når man sidder og snakker med jævnaldrene mennesker, som stadig bor hjemme ved deres forældre, selvom sidste holdbarhedsdato for længst er overskredet med flere år...

Jeg vidste overhovedet ikke hvad jeg skulle sige, eller hvordan jeg helt skulle reagere - mest af alt havde jeg lyst til at smide kage og kaffe over venstre skulder, og kaste mine arme omkring fyren, som jeg sad og snakkede med, ved det hér fødselsdagsselskab, som Ljupka og jeg var inviteret til, og nu var blevet godt filtret ind i.

Til at begynde med var vi bare tilfældigvis havnet i den samme sofa, hvor vi sad og skreg til hinanden, for at forsøge at overdøve musikken, som pressede mod både ører, mellemgulv, og nu snart også tindingerne, om kvinder og mad, hvilket ca. nogenlunde svarer til danskernes sludder-sladder om vind og vejr (ingen sammenligning iøvrigt, tror jeg vidst nok), og pludselig det sædvanlige spørgsmål, som jeg altid bliver stillet, igen og igen: "Hvad f... får dig til at bosætte dig hér?!?"

Det stiller mig altid i et prekært dilemma, for hvad skal jeg svare? - "Jeg er en vesterlænding, som kommer fra et land der er så rigt, at den støtte jeg får for at studere svarer nogenlunde til 2 fuldtids månedslønninger hér, så derfor er det enormt opportunt for mig at være her, for jeg behøver ikke at bekymre mig om en skid, men kan leve livet aldeles ubekymret mht. hvordan jeg skal få råd til mit næste måltid, eller til næste husleje, for jeg kan nemlig ikke fyres - jeg er garanteret penge, næsten indtil jeg står med mit eksamens bevis i hånden!"

Sådan kunne det nemlig godt se ud... Og sådan føles det lidt, når jeg af og til bliver mødt med øjne, som tilsyneladende, når man kigger rigtig godt efter, er forladt af håb. Det var tilfældet, her i fredags, til fødselsdagsfesten.

Jeg forsøgte at sige noget med, at jeg havde en fornemmelse af, at tingene var ved at blive bedre og at det hele måske ikke var så håbløst, når der fik lov at gå lidt tid, hvortil jeg blev stillet spørgsmålet, om jeg var klar over, hvor lang tid 10 år var, og hvor svært det er at opbygge tiltro til fremtiden, når man i 10 år har fået gjort alt håb til skamme... Normalt siger man, at øjne ingen alder har, men jeg kunne sgu se 10 år, aflejret i denne fyrs øjne og ansigt. Ikke sådan lige med det samme, men lidt efter lidt.

Jeg kan ikke engang sige, at jeg føler mig specielt taknemmelig, når jeg møder de folk, som har måttet bære konsekvenserne af at en diktator har styret dette land i meget lang tid. Når man møder de mennesker, som har fået frarøvet deres tiltro til noget så elementært som "i morgen", så forekommer det mig ligefrem sadistisk, når jeg af og til kommer til at tænke på kommentarer som - "Iiih arltså, hvor har vi meget at være taknemmelige for i vores del af verden - tææænk bare på, hvor slemt de har det andre steder..." Som om det skulle give mening at gå rundt og måle sin egen lykkes omfang på størrelsen af andres ulykke...

Når jeg siger dette, så hænger det naturligvis sammen med, at det jo er umuligt at lade være med at sammenligne liv... Dét gør vi jo hele tiden, og allesammen. Og når man sidder og snakker med sådan en fyr, som ham i fredags, så kan det ikke undgåes at man får øje på forskellene, og helt klart bliver opmærksom på, at ens egen baggrund er noget helt andet, med "helt andre muligheder", som jeg gentagende gange hørte ham sige, så det næsten til sidst føltes som et knivstik, hver eneste gang han sagde det. Og i min givetvis grinagtige naivitet når jeg frem til den konklussion, som i min mail fra tirsdag d. 14. maj, at det er besynderligt at så mange af de politiske og juridiske foranstaltninger, som vi ser rundt omkring os i verden, på så mange måder står fuldstændig på hovedet i forhold til vores almindelige sunde fornufts moralitet, som vi benytter os af, når vi interagerer med vores familie og venner, eller opdrager på vores børn, eller hvad det nu måtte være.

Men det er jo også nemmere at sige alle i de mennesker, som bor dér og dér, eller på en eller anden måde kan grupperes, at dé skal behandles på dén og dén måde, uanset om det strider imod vores almindelige sans for etik eller ej. Vi har nemlig ikke noget ansigt på. Vi ser ikke konsekvenserne i disse menneskers liv. De er ikke personer, men individer.

Derfor er en dags arbejde ikke en dagsløn værd hér, og derfor endte vi i fredags vores samtale med ordløs trækken på skulderen, og et indforstået nik til hinanden, fordi vi begge vidste at verden er, hvad verden er, og det er ikke altid noget behageligt bekendskab - og så skålede vi, og festen fortsatte...

Novi Sad, søndag d. 26. maj, 2002