N1C0L41 G1D30N Hentehår og diktafon, vil ha turbo-folk og ikke andet
Af Nicolai Gideon

Jeg har en gammel diktafon, som jeg er vældig glad for. Det er enormt smart, hvis man lige kommer i tanker om noget, man gerne vil skrive ned, på et senere tidspunkt, hvad enten der er tale om en melodi-stump, eller én eller anden genial formulering, som man når frem til i stadiet mellem at være vågen og søvn, kl. kvart over et, hvor man absolut ikke har lyst til at stå op og tænde lyset, for at skrive dét ned, som alligevel ikke kan overleve det blændende lys' pludselige skæren sig igennem søvn-bløde øjne.

Til de af mailing-listens medlemmer, som har været med helt fra begyndelsen, skrev jeg på et tidspunkt, og fortalte lidt om musikken hernede ("Stil nu ind på de serbiske stationer...", 2. marts), og jeg fortalte med en blanding af beundring og gru om hvordan traditionerne hér, adskiller sig bemærkelsesværdigt fra det, vi normalt kender.

Hvorfor jeg tager dette emne op igen skyldes, at jeg med min just introducerede diktafon har været så snarrådig at opsnappe nogle ting, som jeg synes det kunne være morsomt at indvie mailinglistens modtagere i. Jeg vil lige sige, at det er så som så med kvaliteten... Det som sagt en gammel diktafon. Men dét er vi ligeglade med! Vi er her jo først og fremmest for at have det rart - ikke for at lave dyre lyd-produktioner.

Det grufulde først. Som tidligere nævnt løber man af og til ind i disse såkaldte turbo-folk produktioner, som er voldsomt inspireret af tyrkisk musik. Det er jo sådan, at et langt stykke tid i Europas historie var man mere eller mindre konstant truet af Tyrkens hærgen - jeg mener vidst at de nåede så langt som til at være truende tæt på Wiens porte (men jeg er ikke sikker - mere historiekyndige læsere er velkomne til at korrigere mig, også mht. om det har været starten på fremstilling af tyrkisk portvin). Hvorom alting er, så har dette område i lange og mange perioder været under kraftig tyrkisk påvirkning, hvorfor også lande som Bosinen-Hercegovina i langt den største udstrækning er muslimsk. Serbien har ganske simpelt været stopklodsen for Tyrken, som var godt på vej til at indtage hele Europa. Dette kan helt klart spores i køkkenet, hvor mange retter har deres oprindelse i Tyrkiet - "Sarma" f.eks., som er fars og ris blandet sammen, svøbt i syrnet hvidkål, og kogt i vand med krydderier. En anden variant er peberfrugt fyldt med denne farsblanding, hvilket nogle af mailinglistens modtagere måske har haft lejlighed til at smage, da det er noget, som ofte kan købes færdiglavet hos diverse danske grønthandlere med sydeuropæiske, eller nærorientalske aner. Selv kaffen kalder man for tyrkisk, da brygningsprocessen stammer derfra.

Men det var musikken vi kom fra, og lad os lige holde os til den: Jeg har gjort forskellige iagttagelser ved min diktafons mellemkomst, og jeg har gjort disse tilgængelige, så I har mulighed for at hente dem ned, eller lytte til dem online. Og først skal vi have lidt af turbo-folkens øre-lamme-tævende skingre vræl, optaget direkte fra et ugentligt tilbagevendende show på én af de landsdækkende tv-kanaler, TV Pink - så læn jer godt tilbage, og klik ind på...

Jeg har fuld forståelse for, hvis I nu lige har brug for et øjeblik til at sunde jer - så tag jer endelig god tid til lige at få rettet håret tilbage i den oprindelige frisüre...

Jeg ved ikke om sammenligningen passer helt, men jeg har alstå en fornemmelse af, at sådan noget musik, som dét I lige har lyttet til, svarer lidt til Johnny Mogensens "Der er fut i fejemøjet..." for hvad man end har at sige om den serbiske turbo-folk, så ER der sgu fut i fejemøjet!!!

Ok, og så vil jeg gerne lige mane til et øjebliks andægtighed, og sans og samling. For en helt anden, og markant anderledes side af det musikalske spektrum er dén form for musik, som lyder i Kirken, den ene søndag efter den anden. Jeg er ikke klar over, om mailing-listens modtagere er klar over det, men Ljupka er med i Sveti Georgije Saborna Crkva's1 kor, og det giver mig anledening til, den ene gang efter den anden, at være tilhører på allerforreste parket.

I går, lørdag, var koret tilstede, og medvirkende ved to ægtevielser, hvor jeg dristede mig til at snige min famøse diktafon med, og optage enkelte vigtige sekvenser af liturgien, sådan som den tager sig ud i den serbiske Kirke. I dette tilfælde er jeg lidt ked af, at min diktafon ikke er bedre, men jeg håber dog, at man i det mindste kan få et indtryk af den skønhed, som strømmer tilhøreren imøde, når man deltager ved forskellige hellige handlinger i den serbiske Kirke:

Se, dét er jo vældig smukt, og man kan virkelig have brug for at Herren forbarmer sig, når man stændigt er udsat for musikalske snigløb af det første eksempels karakter.

Ja, dét var sådan set alt jeg ville for denne gang...

Novi Sad, søndag d. 19. maj, 2002



1: Skt. Georg Domkirke