Når man passerer én af de utallige kaffe-barer, som man finder her til lands, så slås man igen og igen af undren over lydniveauet, som strømmer ud fra højtalerne, når der spilles musik fra diverse lokale radiostationer. Gæsterne sidder så og råber veloplagte til hinanden om hvad der nu er samtalens emne, mens de indtager deres bestilte varer. Det er ganske uden undtagelse. Hvadenten der er tale om de lidt mindre vel-indrettede caféer, eller et af de mere chicke in-steder, så er mundaflæsning ikke en dum ting at have øvet sig i, inden man bevæger sig indendørs. At stille spørgsmål til det er omtrend ligeså misforstået som at spørge en dansker om, hvorfor der skal rødkål til flæskestegen... Sådan er det bare.

Og så er der musikken... De fleste ville måske nok betakke sig for den såkaldte "Turbo-Folk", en sjov blanding af traditionel folkemusik, tilsat tyrkisk sangteknik, og elektroniske instrumenter, som regel leveret af barmfagre kvinder, stylet på en måde som på vores breddegrader har konnotationer i en helt anden retning end dansk-toppen. Men sådan er serb-toppen altså. Én af de ukronede dronninger er nu afdøde Arkan's enke, Ceca. (Syn for sagn kan indhentes ved at aflægge hendes hjemmeside et besøg, på http://www.ceca.de/)

Måske skal det understreges at denne genre svarer til, hvad vi i Danmark har repræsenteret i Birthe Kjær, så vi taler altså primært om "forældre-generationens" glade toner. Men naturligvis er der ingen regel uden dens undtagelse, og nogle yndlinge synes da også at disse matroner er vældig indtagende, selvom det vidst er mindretallet.

De som måtte vælge en gang i fremtiden at aflægge et besøg hernede, og vælge at lade sig befordre af bus, vil erfare, at chaufførerne på disse 30-timers cruises ynder at afspille Turbo-Folk noget nær samtlige 30 timer over bussens anlæg (på nær de få timer der er anledning til rent faktisk at sove). Det er, om man kan lide det eller ej, serber eller ej, ganske simpelt en integreret del af tilværelsen hernede.

Der findes faktisk også anden form for musik. Og visse radiostationer spiller kategorisk IKKE Turbo-Folk, men koncentrerer sig mere om de genrer, som vi er bekendte med fra vores egne radio-frekvenser - i alle afskygninger.

Dér hvor det begynder at blive spændende er med sigøjnerne! De kan noget flertallet må skyde en hvid pil efter! Der er ikke det bryllup, hvor de ikke står linet op uden for kirken, klar med trompeter og trommer, klar til at give den hele armen, til ære for det nykronede ægtepar og deres gæster, i alle mulige rytmer, som vi bestemt ikke kender til, eller kun meget sjældent hører og dermed ikke er fortrolige med. Det er gudsbenådede musikere, som måske kan sammenlignes lidt med Amerika's sorte - og de bliver da også kaldt for "de sorte", da deres hud er betydelig mørkere end de flestes.

Den sande Balkan-musiks bankende hjerte er sigøjnerne, som ikke (kun) spiller for penge, men fordi musikken er i deres blod - eller måske et synonym for deres blod: Den stadige rytme, som holder dem i live. Musikken er deres livs historie.

Nå, men udover dét har jeg efterhånden fået lært, på formfuldendt serbisk, at fortælle at jeg er dansker, og at jeg ikke forstår et klap serbisk, eller i det mindste kun meget lidt. Rigeligt til at få tilfældigt forbipasserende til at holde op med at regne med at jeg kan hjælpe dem med det helt store, som f.eks. at vise vej, eller forklare så meget om, hvad vejrudsigten byder på (ret beset aner jeg jo ikke, hvad de spørger om), for slet ikke at tale om de utallige sigøjner-børn, som render rundt og tigger om småmønter, eller hvad de nu kan få fat i.

I dag var jeg ellers ude at køre med en taxa-chauffør, som var vældig snakkesalig, og som endte med at give mig sit visit-kort, hvis jeg nu skulle få lyst til at aflægge ham et visit. Han fremviste også stolt både sin brors adresse, som var i England, hvor denne havde boet i snart 10 år, samt fire visitkort fra nogle danskere, som han engang havde kørt hele den lange vej fra Novi Sad til Beograd i sin fancy'e Taxa-Mercedes. Jeg kunne ikke give ham noget visit-kort, men kun lidt gestikuleren og venlig logren med halen over alt det blærede han havde at vise frem.

Her til aften var vi i biffen, som jo havde et eller andet universelt skær over sig. Det ka sgu være ligemeget om man sidder i Danmark eller Yugoslavien, når man er inde for at se en Hollywood-film, hvor alt ender præcist som man kan forudsige - lige bortset fra de serbiske undertekster, men selv dét kan man jo forudsige, inden man sætter sig godt tilrette i det velkendte mørke.

Men det er meget godt med den slags små pauser, hvor man ikke behøver at tage stilling til så forfærdelig meget, andet end at synes at heltene er for fede, og at dem de vinder over er nogle dumme røvhuller, for der er nok at forholde sig til, som kræver en aktiv stillingtagen hele tiden. Ikke mindst fordi jeg jo af et ærligt hjerte forsøger at holde styr på alle de små nye ting, som hele tiden *ahaaaa* går op for mig. Ikke mindst hvad angår sproget, både det talte, og det (i høj grad) usagte.

Et hvert menneskes hjerte (centrum, vilje & følelse) er nemlig en ukrænkelig hemmelighed, som ikke udstilles - en bevidsthed som jeg vil påstå vokser direkte ud af den orthodoxe arv. Og selvom det vel egentlig er sådan, at enhver kulturs centralnerve er en blind plet for den pågældende kultur selv (og dermed uudtalt), så synes denne selvforståelse at være noget mere eksplicit end jeg har kunnet spore i Danmark, men måske tager jeg fejl - det er måske min blinde plet.

Nicolai Gideon
Novi Sad, lørdag d. 2. marts 2002