Jeg har fået to mails, som jeg gerne vil gengive og kommentere hér, fordi de mere eller mindre direkte replicerer på noget af dét, som jeg har talt om, i løbet af mine overvejelser. Den føreste replik er fra min tidligere nævnte sparrings-partner, som jeg ofte har haft gode og berigende samtaler med, hvilket ikke er mindre tilfældet hér, om end dialogen jo nødvendigvis må have nogle lidt længere tænke pauser. Han siger:

"Der er måske i Kunderas bog lidt tale om en tænkt ide om at man har hjemme der hvor ens historie kan fortælles og samfortælles med andres. Man bliver med andre ord lidt lidt historieløs hvis man er for meget i eksil. Men med globaliseringen etc. er det jo en større historie vi deler så det burde jo bare være velkomment og tiltrængt at "hele" historien bliver fortalt, dvs at dem der rejser lidt rundt skal fortælle deres historie og fortælle den ind i "Historien" lidt a la det du gør med dine nyhedsbreve."

Dertil svarede jeg følgende:

"Nu kender jeg ikke Kundera særlig godt, men jeg vil alligevel svare på din gengivelse af ham, i forbindelse med globalisering (med lånt skyts fra Monica Papazu)... Du siger, at man bliver historieløs, hvis man er for meget i eksil, og at globaliseringen betyder, at vi har del i en større historie. Dér har jeg en fornemmelse af, at hun ville sige, at globaliseringen netop er et menneske-åndens utopiske eksil, og dermed historieløst. Altså en form for eskapisme, for at forsøge at komme væk fra det "forhåndenværende" i jagten på de "perfekte" (jeg har iøvrigt redigeret lidt i min tekst, om ideologi).

"Hvad så med idealer, kunne man måske spørge, for idealerne er jo de "principper", som vi holder os for øje, når vi forsøger at ændre verden til det bedre. Også her har piben en noget anden lyd, hvis man kigger lidt nærmere efter. Idealer stræber mod det perfekte, men det perfekte er ikke noget man finder inden for grænserne af det skabte. Det perfekte ligger udenfor. Det er altings ultimative ophav, og som sådan ikke noget man kan nå frem til overhovedet ved egne bestræbelser, og dermed er det ørkesløst at holde idealer frem for sig som en utopi, da idealer er mangelfuld projicering af menneskets begrænsede forestillinger om det perfekte. Det perfekte kan nemlig slet ikke uden videre nåes inden for grænserne af det skabte."

Hun ser nemlig globaliseringen som en utopisk drøm, som desværre (ville hun sige) er blevet en realitet - et mareridt. Det er menneskenes fallable forsøg på at gentage historien fra 1. Mosebog 11 ff.: "Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Heroverfor står udsagnet "derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden".

Det globaliseringen nemlig dybest set går ud på, vil hun sige, er at "globalisterne", eller hvad man nu skal kalde dem, dybest set nægter at forholde sig til næsten, men de forholder sig til menneskeheden, som ikke er nogen konkret person - det er en abstraktion. Det er dét, siger hun, der fører til ideologier, som er abstrakte, hvad enten man kalder dem for demokrati, menneskerettigheder, eller hvad det nu måtte være. Og de er, siger hun, totalitære i deres (u)natur. Det er altid nemmere at sige at man elsker menneskeheden, fordi det er så dejlig ukompliceret - det er jo bare en abstraktion, en fantasme i al sin ukonkrethed. Modsætningen er, som jeg også nævner i min artikel, topos - altså stedet, som er mit: Familie, by, national- og sproglig samhørighed. Det er at elske sin næste i al hans uelskværdighed og partikularitet (i modsætning til det totalitære).

Jeg skal sige, at jeg i sandhed er splittet i forhold til det tydelige modsætningsforhold mellem de to tankegange - den globale og den lokale (eller i MP's udgave, nationale), men jeg vil da sige, at jeg er mere og mere tilbøjelig til at forstå, hvad hendes projekt går ud på, både fordi jeg befinder mig hér, hvor man på kirke-konciliært niveau officielt og dogmatisk afslog renaissancens projekt, da den opstod i vesten, og man som sådan aldrig har opgivet det hidtidige verdens- og historiesyn (bortset fra at det jo selvfølglig sniger sig ind på befolknings-niveau i IT-alderens "grænseløshed"), samtidig med at jeg jo bliver yderligere rodfæstet i min egen nationalitet etc. i og med, at jeg befinder mig udenlands. Alene det at jeg nogle gange bliver stillet spørgsmålet "hvordan er det i DIT land?"... MIT land, tænker jeg så. Jamen det ER jo Danmark, om jeg kan li det eller ej - på godt og ondt. Som Dan Turell nogenlunde siger et sted "Jeg kan ikke hoste Danmark op - det er for langt nede i halsen på mig". Det er, helt ned i mindste detaille, hvem jeg er, om end det er noget andet, end hvad det ville sige at være dansk i mine bedsteforældres generation, eller i de kommende generationer. Men dét er den historiske proces. Det ændrer bare ikke noget ved faktum. Det bliver bare først rigtig opdaget i udlændighed, som hvis jorden en dag pludselig var placeret foroven, og vi skulle til at bruge hænderne til at gå med. Så ville man virkelig være opmærksom på hvor meget man normalt brugte fødderne. Det er en af de der "blinde pletter", som der jo tilsyneladende er så uendelig mange af. (Det får mig igen til at tænke, at hvis man kan tale om personens eksistentielle centrum, så må dette centrum grundlæggende være et forsvindingspunkt.)

Problemet er så bare at danskerne (og så mange andre landes befolkning i renaissancens amme-stuer) bilder sig ind, at de er så og så tolerante, globale og politisk korrekte, og hvad det ellers er, den "humanistiske totalitarisme" foreskriver. Men det ER de jo bare slet ikke - for hvorfor ville det ellers kunne lade sig gøre at der pludselig var så meget vind i sejlene hos Dansk Folkeparti? Det eneste sunde der måske er at sige om den danske højredrejning (tænk at jeg skulle kunne få øje på noget, nogensinde) er, at illusionen er blevet afsløret som illusion, og man kan så bare håbe på, at idealisterne vil falde lidt ned på jorden, og begynde dér hvor de hidtil har påstået at de befandt sig, uden virkelig at gøre det. (Hér tænker jeg bl.a. på den tidligere regering, som jo var åh så meget ude ved hr. og fru Danmark, hvis de selv skulle sige det, hvilket jo ikke desto mindre er blevet resolut modsagt af DF's fremgang).

Det beklagelige er, synes jeg, at det var Pia Kjærsgaard og hendes kumpaner som nåede at tage patent på dén dagsorden, og at der ikke var nogle lyse hoveder, som indså tidligere, at vi var forblændet (bemærk at jeg ikke lægger skjul på, eller forsøger at bortforklare, min egen andel). Men det ligger måske i sagens natur, at det kommer "nedefra". Akademikeres fornemmeste opgave er jo netop at teoretisere, hvilket nogle gange kan føre til noet der bringer mindelser om førnævnte passage fra 1. Mosebog.

Jeg ved ikke, du... Måske har jeg nu bevæget mig langt ud ad en tangent, men det var altså lige hvad din kommentar affødte: Spændingsforholdet mellem hér og dér, som jeg jo prægnant oplever, for tiden.

Jeg håber ikke desto mindre, at der midt i al sniksnakken er en rød klar tråd, som du kan gennemskue."

Og så har jeg fået en anden kommentar til mine dystre prognoser, som jeg har fået fra foreningen "Ægteskab uden grænser", som jeg bragte et lille udklip fra, i forrige mail. Den lyder:

"Det virker som om der foregår en del lobbyarbejde i øjeblikket for at få regeringen til at udjævne nogle af deres temmelig forhastede konklusioner. Blandt andet har der vist været snak om at skelne mellem familiesammenføringer og ægteskabssammenføringer, hvilket lyder ret fornuftgt i mine ører."

Og det gør det også i mine ører! Det er faktisk en sondring, som netop foreningen "Ægteskab uden grænser" har slået eftertrykkeligt til lyd for blandt politikerne, som f.eks. den 24. marts, hvor de havde arrangeret en høring på Christiansborg, hvor der i panelet bl.a. var indkaldt Bertel Haarder, som faktisk deltog, og lyttede!

Ok - jeg ved ikke, om det her havde almen interesse, men det håber jeg da. Under alle omstændigheder er det, som sagt, replikker affødt af denne serie af små historier, så jeg tænkte, at jeg ville lade det komme alle interesserede til gode. Og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg i sandhed har været glad  for at få motiverende tilbagemeldinger, som jeg kunne brygge videre på.

Allerydmygst tak!

Mange hilser fra mit eksistentielle transit (friet fra angst og rådvildhed (jfr. Kierkegaard))

Novi Sad, lørdag d. 6. april 2002