Når man bevæger sig fra én kultur til en anden kan det ikke undgås at man tvinges til at overveje forskelle mellem det man kommer fra, og det man kommer til. Man kan så forsøge at redegøre for de forskelle man erfarer -- uden derved nødvendigvis at komme med en værdiladet "dom", selvom det nok ikke helt kan undgås.

Jugoslavien (såvel som stort set resten af Østeuropa) har aldrig oplevet en renaissance, sådan som den forekom i vesten i 1400- og 1500-tallet. Med andre ord er man aldrig nået til den konklussion, at det menneskelige intellekt står i centrum som udgangspunktet, når man skal beskrive verden, eller årsagen til verden. Verden er større end hvad et menneske kan forstå eller forklare, og mennesket indgår kun som en del af det mysterium, som skabelsen udgør, et mysterium, som er genstand for undren og kontemplation.

Det betyder ikke, at verden ikke delvist lader sig forklare, men at der er grænser for hvor meget der lader sig forklare. Sproget og den menneskelige tanke har en grænse, som det ikke lader sig gøre at overskride, og når denne grænse nås, må det beskuende menneske som en naturlig konsekvens lade talen og tanken forstumme i kontemplation (beskuelse) -- befriet fra tale og ræssonement.

I vesten er det, som vi jo er bekendt med, en hel del anderledes. Her er der næsten ingen grænser for tiltroen til det menneskelige intellekts kapacitet, når det drejer sig om at "erorbre" verden. Filosoffen Decartes gik så langt som til at sige, "fordi jeg tænker, er jeg". Tanken er det, der konstituerer menneskets egen væren, og før noget kan verificeres via det menneskelige intellekt, kan det ikke med sikkerhed siges at være overhovedet. Selvfølgelig er der løbet meget vand i åen siden da, og ingen vil da heller ikke uden videre overtage Decartes' påstand nu om stunder, men alligevel finder man jo en afskygning af hans tese i det faktum, at man i dag i vesten holder fast i idéen om, at intet virkelig findes for mennesket, med mindre det kommer til udtryk i sprog. Altså en fortsat ubændig tiltro til det menneskelige subjekts erkendelse, som det der er nødvendigt, for at noget kan erklæres for værende, eller ej.

Her er meget anderledes -- også (eller måske især) hvad dét angår. Verden er, før mennesket er, om det tænkes, siges eller ej, og mennesket indgår i verden som en del af en helhed, og der er i virkeligheden overhovedet ikke tale om at der skal erobres noget som helst. Livet skal leves, og mennesket skal finde "sit sted" -- sit topos (græsk for sted), eller indrette sit sted, så livet bliver godt at leve. Dette gælder både i forhold til verden, sådan som den tager sig ud her og nu, og sådan som mennesket indgår i verden, og i de relationer, som mennesket nu en gang er spundet ind i. Formlen kunne måske, stik i modsætning til Descartes, hedde "fordi jeg er, tænker jeg" -- udgangspunktet er det forhåndenværende. Af samme årsag bliver for megen spekulation om hvordan man kunne ønske at ting burde være naturligt betragtet som uprodkuktivt spild af tankens kraft, som bør bruges til at finde vej til at få det bedste ud af, det som ligger lige for. Utopi (intet-sted) og spekulativt fantaseren slår ikke rigtig rod her.

Hvad så med idealer, kunne man måske spørge, for idealerne er jo de "principper", som vi holder os for øje, når vi forsøger at ændre verden til det bedre. Også her har piben en noget anden lyd, hvis man kigger lidt nærmere efter. Idealer stræber mod det perfekte, men det perfekte er ikke noget man finder inden for grænserne af det skabte. Det perfekte ligger udenfor. Det er altings ultimative ophav, og som sådan ikke noget man kan nå frem til overhovedet ved egne bestræbelser, og dermed er det ørkesløst at holde idealer frem for sig som en utopi, da idealer er mangelfuld projicering af menneskets begrænsede forestillinger om det perfekte. Det perfekte kan nemlig slet ikke uden videre nåes inden for grænserne af det skabte. Vi kender måske i større eller mindre grad til drømmen om det perfekte liv, som vi gør til skabelon for vores stræben -- om ikke andet ser man den ofte præsenteret i diverse tv serier, som ofte har som en delvist skjult dagsorden at slå til lyd for det perfekte liv, det perfekte job, det perfekte parforhold (find selv på mere). Eller vi taler i daglige vendinger om at realisere os selv, eller at finde vores rette hylde, noget man her med største selvfølgelighed ryster lidt på hovedet ad, og spørger "jamen kan de da slet ikke se, at noget sådant slet ikke lader sig gøre i virkelighedens verden?" Mennesket kan i denne verden ikke nå frem til det stadium, hvor det er befriet for behov -- et værens-modus som kun kan tilskrives det guddommelige værens-ophav.

Når vi ikke rigtig forstår dem i øst, og de ikke rigtig forstår os i vest, hænger det altså formentlig meget sammen med, at der er dette grundlæggende forskellige syn på om det er idealer, eller det forhåndenværende, som er det vigtige. Utopien mener ikke at det forhåndenværende er godt nok, men at det forhåndenværende skal ændres med det "perfekte" som forbillede, hvilket ofte skaber en konflikt mellem "øst" & "vest", i vores gensidige møde. Ydermere mener man i vesten at netop fordi man tænker utopisk, at man kan ophæve sig til dommer over kulturer, som tænker u-utopisk, hvilket næsten er resten af verden, netop fordi det forhåndenværende jo gennemgribende skal ændres, hvilket man tydeligt ser i de situationer hvor vesten på den ene eller den anden måde intervenerer i ikke-vestlige kulturer ud fra sin egen utopiske bedreviden.

Utopien er åndløs, vil jeg påstå. Netop fordi den handler om principper. Eller mere præcist principper, som ikke tager udgangspunkt i det forhåndneværende. Men det er jo netop i det forhåndenværende at mennesker (som grundlæggende er åndelige) lever deres liv, og det er i det forhåndenværende at mennesker kommer i klemme når princippernes taktfaste strækmarch kværner afsted, og mekanisk gentager sin bevægelse med mantraets bevidstløse åndløshed, og gnaver sig sanseløst ind i kødet på traditioner & kulturer som ikke uden videre har til sinds opgive sit eget liv & historie (som hænger organisk sammen) til fordel for ideologiens liv- og historieløse system.

Nu skal man jo som bekendt ikke tro at græsset altid er grønnere på den anden side, men samtidig er det måske tilsvarende overilet at forestille sig, at man har fundet de vises sten, hvor man nu er. Jeg må af et ærligt hjerte sige, at jeg ikke mener at forbryde mig mod den første "regel", men jeg må i samme åndedrag beklageligvis sige, at store dele af vesten tilsyneladende forbryder sig mod den anden! Uden at dette skal blive til politik (hvilket jeg vitterlig ikke ved meget om), så er vestens indblanidng, i stort set alle de "konflikter" der har været i sidste, og nu dette, århundrede, handlet om at gøre sine egne standarder til målestok for det område, man intervenerede i. Hvis et land ikke lever op til vestens demokratiske forestillinger -- så sanktionerer man. Hvis et land ikke lever op til vestens menneskerettigheds-forestillinger -- så fører man krig til der makkes ret. Efterfølgende kan man, vupti, lave en domstol og dømme efter vestens standarder, uden hensyntagen til det pågældende lands eget lov-kompleks (jeg ved ikke meget om jura heller, så jeg skal gøre det kort). Jeg siger ikke noget her om hvorvidt demokrati eller menneskerettigheder etc. er bedre eller værre eller ej eller nogen af delene. Jeg siger bare at vesten forsynder sig ved at tro, at man har fundet de vises sten -- det absolut gode, som resten af verden endnu ikke er nået frem til, hvorfor man anser "de andre" som tilbagestående -- rent "udviklings-mæssigt". Vi er åbenbart ikke nået et skridt videre siden de dage hvor den hvide mand koloniserede stort set hvad som helst, hvor der levede "primitive" og "uciviliserede" mennesker, og hvor afrikanere i uendelige mængder blev transporteret over Atlanten og solgt som slaver både i Europa og Amerika. Og jeg kan ikke lade være med at fristes til at spørge hvem det der, som dybest set er tilbagestående i udvikling. Om ikke andet kan jeg ikke lade være med at tænke at det ville klæde den almindelige opinion i vesten, i det mindste, at være opmærksom på denne utopiske totalitarisme, som er ved at vokse frem, og måske ruste sig med et større mål af ydmyghed i forhold til nogle af de kulturer, som har rødder der går langt tilbage, og som har vist sig langt mere levedygtige end den europæiske renaissances og modernitets nye (vild?)skud.

Hvordan kan en vesterlænding nå frem til sådanne synspunkter? Jeg er jo dog vokset op i et af utopiens og de "opnåelige" idealers hjemland. Svaret er måske, at jeg kan huske en gang, hvor det var anderledes, og konfrontationen med denne kultur på mange måder har været som déjà vu for mig. Jeg konfronteres igen & igen med følelsen af at kunne huske ting, og steder som jeg vitterlig aldrig har oplevet før. Jeg tænker nogle gange på, at det måske hænger sammen med at jeg er vokset op i en del af Danmark, hvor tingene stod meget stille, og hvor man egentlig tog tingene meget som de kom, uden at foregøgle sig de store illusioner om at "i morgen skal alting være anderledes". Som det naturligste i verden frekventerede man hinanden for at drikke kaffe og få en sludder-sladder om hvordan verden tog sig ud "herfra". Jeg fornemmer, når jeg er her -- i Jugslavien, anno 2002 -- at der er mange ting, som minder mig om dengang -- måske fordi man her stadig kun er i en eller anden mere eller mindre frivillig overgangsfase til at blive "som os". Men det bliver man formentlig (forhåbentlig) aldrig helt. I hvert fald er det sådan nu, at der altid er tid til at tage en kop kaffe, gå en tur ud og besøge nogen, eller hvad det nu ellers måtte være, for at gøre noget sammen med nogle af de mennesker, som betyder noget, og så kan den store verden få lov at være den store verden, og utopi være utopi -- det betyder egentlig ikke så meget. Så derfor vil jeg nu få mig noget at drikke... Måske noget kaffe. Og senere skal vi muligvis til en eller anden fest... Det er jo det, der er det vigtige i livet!

For mere inspiration kan du evt. læse teksten "Gud eller griskhed" af Niels Erik Søndergård, fra Information, onsdag d. 9. januar, 2002.
Klik her, for at rekvirere en kopi af teksten.

Derudover kan du læse Monica Papazu's "Det sidste slag på Solsortesletten", om den nye verdensorden -- den nye totalitarisme (1999) ISBN 87-99120-8-3

Nicolai Gideon
Novi Sad, fredag d. 22. februar 2002