|
Så er det slut med Jugoslavien
Af Nicolai Gideon
Sådan lød én af dagens overskrifter i en dansk avis,
som en anden danske avis ynder at kalde for Jyllandskomposten.
Ikke desto mindre var alt næsten som det plejer, hér til
morgen, da jeg vågnede, lige bortset fra, at det ser ud som om vinteren
har tænkt sig at vende tilbage... Der er masser af sne i den nordlige
del af Serbien og Montenegro, i dag.
Jeg har sagt det før, men lad mig da bare gentage det én
gang til for prins Rud: Jeg ved virkelig ikke meget om politik, men det
forekommer mig nu at være en udmærket idé at opgive
den gamle kommunistiske konstruktion, som Jugoslavien var, og tage udgangspunkt
i hvad der er de sprogligt og kulturelt afstukne "naturlige" grænser,
og kalde spaden for en spade... Vi får se...
Så er det slut med Jugoslavien
Tirsdagens debat i begge kamre i det føderale parlament sætter
punktum for en sejtrækker. Jugoslavien opløses og afløses
af stats-forbundet Serbien og Montenegro.
Beograd
Det jugoslaviske parlament gjorde tirsdag en ende på Jugoslavien.
Af resterne skal der opstå et løst statsforbund, der kalder
sig Serbien og Montenegro.
Tirsdagens debat i begge kamre i det føderale parlament sætter
punktum for en sejtrækker. De seneste ni måneder har politikere
og embedsmænd fra de to tilbageværende republikker i Jugoslavien
forsøgt at nå frem til et kompromis. Det er sket med et betydeligt
pres fra EU.
De to republikkers parlamenter har allerede godkendt opløsningen
af Jugoslavien og etableringen af det nye statsforbund, der i realiteten
kun skal tage sig af en fælles udenrigspolitisk og en fælles
forsvarspolitik.
Den lille og den store
Den nye stat kalder sig Serbien og Montenegro og afløser det
amputerede Jugoslavien, der opstod i 1992, efter Slovenien, Kroatien, Makedonien
og Bosnien under blodige omstændigheder trådte ud af føderationen.
Montenegro har med sine færre end 650.000 indbyggere været
lilleputten i det minimerede Jugoslavien. Serbien med 10 millioner mennesker
sværvægteren. Navnlig den eks-jugoslaviske leder Slobodan Milosevics
hårde fremfærd på Balkan var med til at forgifte forholdet
mellem de to republikker.
En konsekvens af det nye statsforbund er, at den jugoslaviske præsident,
Vojislav Kostunica, mister sit arbejde. Efter Milosevics fald i 2000 har
Kostunica været en varm fortaler for at føre den jugoslaviske
føderation videre. Men hans argument prellede af på den serbiske
regering, og i Montenegro var det et absolut krav, at Jugoslavien skulle
opløses. /ritzau/ |
Offentliggjort 4. februar 2003 22:30 / Opdateret 4. februar 2003
22:51
Kilde: Jyllands Posten
http://www.jp.dk/udland/artikel:aid=1653348/ |
Nuvel - som sagt er det store skæbnesvangre skift ikke noget vi
mærker, og det er sådan set ikke fordi jeg har en hel masse
dybsindigt at tilføje. Det her er mere en slags flyttekort, uden
betydning: Nu bor vi ikke længere i Jugoslavien, men i Serbien og
Montenegro (dog mest i Serbien), uden at vi har rykket så meget som
en tomme, og dét kan man så tænke lidt over og fnise
og ryste lidt på hovedet af, som de fleste folk hernede, som jo efterhånden
har været udsat for lidt af hvert, så hvorfor ikke prøve
noget nyt, "de" har fundet på - én gang til...
Novi Sad, onsdag d. 5. februar, 2003 |