Det lyder som om der rigtig er gang i julestemningen, når jeg af og til får meldinger fra Danmark? Det er der ikke så meget af hér. Det gør mig i og for sig ikke så meget. Jeg kan ikke sige mig fri for at have været træt af alt juleriet, de sidste mange år, og selvom jeg godt kan mærke at der er nogle trækninger i centralnervesystemet, nu hvor aftenerne kommer tidligere og tidligere, og bliver mørkere og mørkere, så passer det mig i grunden ganske godt, at jeg ikke risikerer at ramle ind i en masse grand og stearinlys "hvor man end sig vender hen".

Vi håber på at Ljupka får visum, så vi kan tage til Danmark den 22. december og være sammen med min familie, når der bliver fejret protestantisk (og katholsk) jul. Når jeg siger det sådan, så er det jo fordi man stadig bruger den julianske kalender i langt størstedelen af den orthodoxe verden (i modsætning til den gregorianske kalender i Vest), hvilket betyder at julen (f.eks.) falder 13 dage senere end i vest. Således håber vi lidt på (hvis hun får visum) at fejre jul med min familie den 24. december, og igen to uger senere, når den orthodoxe jul falder, sammen med familien hér.

Derudover er der jo sket det for mig skelsættende, som jeg kort hentydede til i min mail den 25. oktober, at jeg er blevet modtaget i den orthodoxe Kirke - en stille og overvældende begivenhed, som mine forældre og min søster, og hendes mand, bevidnede, sammen med min serbiske familie. Der blev taget et par billeder i dén forbindelse, som kan iagttages her. Det har naturligvis nogle konsekvenser, sådan at skifte over til en anden Kirke, end dén man er vokset op i, og altså bl.a. dét at "min" jul nu ikke længere ligger det samme sted som de fleste andre vesterlændinges.

Jeg ved ikke helt, hvordan vi skal fejre julen hér, det vil tiden vise. Jeg tror jeg vil tale med min gode ven, munken, Fr. Sava om, hvad der skal ske i klosteret, hvor jeg blev modtaget i Kirken, og hvor han er en del af broderskabet, og så måske overveje at tage derud - vi får se. Det er dog min klare fornemmelse, indtil (h)videre, at der slet ikke er den samme virak omkring det, som i DK. Måske hænger det sammen med, at de store højtider tidligere har været holdt primært i Kirken, og at julens religiøse indhold som sådan er bedre bevaret her end i Danmark, som både har en længere sækulariseringshistorie[1] bag sig, og hvor solhvervsfejringen tidligere har spillet en større rolle, end hér.

Da vi fejrede påske i foråret foregik det på dén måde, at man fejrede det i Kirken, og så gik hjem og fik noget godt at spise efterfølgende, og det var dét. Ikke så mange extra-ekklesiale[2] foranstaltninger, sådan som vi kender dem i Danmark.

Religiøst set er festen dog stor, fordi den jo bevidner det aldeles paradoksale og logisk uantagelige at Gud bliver menneske, for at mennesket kan blive guddommeliggjort. Som sådan står Påsken og Julen og kalder gensidigt på hinanden, hvilket man også tydeligt ser i sådan noget som juleikoner, hvor stalden, som Kristus fødes i, har klare allusioner til graven - stalden, hvor krybben står ligner en grav: Gud fødes ind i en døende verden, hvor adskillelse og fravær af fællesskab hersker, for at stige ned i den yderste ensomhed - døden - og bringe det guddommelige nærvær og fællesskab helt ud i vores verdens yderste afkrog.

Af samme grund blev julen oprindelig placeret, hvor den blev placeret, i Kirkens tidligste tid - først med Inkarnationens[3] paradoks kommer der nu rigtig lys tilbage til verden, som (også på den pågældende årstid) nu er hyldet i mørke.
 

Ekskurs:
Også derfor bruger vi ikoner som medium for en reaktualisering - ikke bare af Jule-underet, men vi afbilleder Kristus, fordi han som menneske netop kan afbilledes - Gud kan ses af menneskelige øjne, fordi Gud er blevet menneske. Ikoner af Helgener er også en art reaktualisering, fordi døden nu ikke længere er nogen afgørende adskillende faktor, for de som er i Kirken (altså Kristi legeme) er jo (i sagens natur) opstået med ham, Påskemorgen. Tid og rum ophører derved med at være adskillende, og det guddommelige nærvær og samvær, som har sit udspring udenfor og før enhver ontologisk indsats, ja dét som enhver ontologisk entitet udspringer af (også tid og rum), gennemstrømmer alt værende, og dermed "løftes" det partielle op i det guddommelige nærvær, som intet partielt kan sprænge. Eller for at citere Sankt Paulus: Døden har mistet sin brod. (Af samme grund er ikonen ikke en "menneskelig" reaktualisering - altså en egen påmindelse, men en guddommelig åbenbaring af det alt andet end logiske mysterium, som kommer os imøde fra hinsides grænsen af vores normale erfaringsverden.)

Som sådan giver det vel i og for sig god mening at sige, som man så ofte hører folk i Danmark sige, at julen skal skal være præget af samvær, storsind og hygge, fordi det på mange måder afspejler denne "værdi", som kristne vil kalde for tilværelsens første og sidste?

Jeg må skyndsomt sige, at jeg har en fornemmelse af, at den almindelige serber ikke spekulerer så forfærdelig meget over disse ting, hvilket er min fornemmelse også gør sig gældende for de fleste danskere. Min præsentation er vel også lidt præget af, at jeg taler som teolog. Siden 1945 har der ikke været så meget fokus på Kirken hér, og selvom det dog er ved at vende, så tager ting tid. Og som jeg sagde, så tror jeg ikke at solhvervet har spillet nogen stor rolle hér tidligere, hvorfor julen er en rent Kirkelig højtidligholdelse, og ikke andet. Men måske det vender, med tiden. Sluserne til Vesten er blevet åbnet, og der vælter rigtig mange ting ind, med tiden, så måske også dét, på et tidspunkt.

Hvad der måske derimod kan interessere er, at jeg den 19. december, for første gang, kan fejre min Helgen-dag, hvilket jeg ser frem til. Jeg planligger at fejre den i klosteret i Kovilj, hvor jeg blev kristmeret[4]. Og sandelig om ikke min Helgen netop er den hellige Sankt Nikolaus, som i Vesten er den eneste overlevende, omend mildest talt noget medtaget af kommercialismens hang til glitter og klare farver. Han er i sandhed et menneske, det er værd at vide noget om, og det er da heller ikke uden grund, at han har overlevet 500 års protestantisme i Vesten. Faktisk har jeg lavet en side, hvor jeg præsenterer hans historie - men (velan!) den er lang. Det passer så fint, at den 19. netop er en torsdag, hvor der bliver fejret den Guddommelige Liturgi[5], hvilket vil sige, at jeg kan deltage i Kommunionen[6], så det kunne på ingen måde være bedre.

Alt i alt er julestemningen noget lidt andet hér, end det plejer at være i Danmark, og jeg mærker den kun som erindring - ikke som noget særlig aktuelt, men til alle jer, derhjemme, vil jeg sige:

Nyd fortsat lysene, farverne, duftene, de ekstra kilo reklamepapir, bagningen, sure kunder i Bilka og Magasin, guillanderne, klejner og overtræk...

Glædelige hilsner

Nissolai

PS: Jeg kom lige til at tænke på, fordi jeg sad og spekulerede på, om jeg kunne finde på noget, som rimer på hilsner, at Tuborg jo laver en pilsner, som kun bliver sprøjtet ud én gang om året, og dét gav et ubehageligt stik i tandrødderne. Sådan én kunne jeg godt lige tyre nu. Nå, men jeg snupper mig bare en kop serber-kaffe og et fingerbøl Rakija (svigerfars hjemmebrændte snaps), så går det hele nok alligevel.

Fodnoter:
[1] Sækularisering: Dét at religion spiller en mindre og mindre rolle [tilbage]

[2] Direkte oversat: Udenoms-kirkelige - altså ud over dét der sker i Kirken [tilbage]

[3] Inkarnation: Guds menneskeblivelse (ikke at forveksle med re-inkarnation!!!) [tilbage]

[4] Kristmation: Måden hvorpå jeg blev modtaget i den orthodoxe Kirke [tilbage]

[5] Hvad der svarer til Højmesse [tilbage]

[6] Hvad der svarer til altergang [tilbage]

Novi Sad, tirsdag d. 10. december, 2002