Jeg har haft en lille samtale kørende, over et stykke tid, med én af mine venner i Danmark, og på et tidspunkt spurgte han mig om følgende:
 

Jeg synes det er fedt at høre om din verden dernede, det ser skønt ud - hvordan er det egentlig med maden, er den meget krydret og fyldt med lækre ting vi ikke kan få i Danmark?

Se, dét er jo et meget relevant spørgsmål, og dét satte jeg mig så til at besvare, så godt jeg kunne, og mens jeg skrev, kom jeg til at tænke på, at det måske var noget, som kunne interessere flere end bare lige min ven, som stillede spørgsmålet. Så derfor vil jeg bringe svaret, som jeg sendte min ven, til almen information og oplysning:

Maden hér ligger egentlig ikke så lagt væk fra mormors køkken, synes jeg, med dén lille forskel at der er mere af ModerNatur's guf i grøntsagerne (min familie hér laver jo det hele selv, så der kommer stort set ikke noget på bordet, som ikke først har været igennem deres hænder i produktionsfasen). Én af mine venner, Robert, sagde i sommer, da han var hernede, og smagte tomaterne, at han helt mistede lysten til nogensinde at købe tomater i Danmark igen. Saften var blodrød og tomaterne på størrelse med en grandvoksen mands knyttede næve.

Maden er ofte temmelig fed, men det er i for sig sundt nok med noget svinefedt, hvis det vel og mærke kommer fra en so, som har levet et godt liv. Og det har de fleste af dem. Således har Ljupka's bedsteforældre i skrivende stund 4 af slagsen gående til opfedning, som skal slagtes en gang i november, hvorefter røgning og pølsetilberedning etc. etc. går igang.

Derudover bliver der brugt en del mælkeprodukter i madlavningen, som jeg aldrig tidligere har hørt om, såsom "Kajmak", "Pavlaka" mv. og jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal oversætte det til dansk, for jeg har aldrig set noget lignende på de danske supermarkeders hylder.

Pavlaka er surt, og jeg tror egentlig (uden at vide det) at det bliver lavet af fløde, for man kan også få noget, som hedder "slatka pavlaka", altså sød pavlaka, og det minder mest af alt om piskefløde. Hvad kajmak egentlig er for noget, har jeg ikke den fjerneste anelse om, og når man spør, hvordan det bliver lavet, så får man som regel bare at vide, at det er sgudda lavet af mælk - så blev vi så kloge... Men pavlaka er altså hyppigt forekommende, og det bruges som smør bruges i DK. Det er helt vidt, med små luftbobler i - stivere end pisket fløde, og altså surt, lidt lissom kærnemælk eller yoghurt na'turèll.

Når man køber yoghurt (hvilket staves jogurt, jfr. min forrige mail) så skal man være opmærksom på, at der i virkeligheden nærmere er tale om kærnemælk. Det bliver drukket i rigelige mængder, og til mangt og meget (bl.a. "Burek"). Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvorfor der er så meget kærnemælk tilgængeligt, for det er jo i virkeligheden et spildprodukt fra når man laver smør, og smør er der stort set intet af på middagsbordene eller i madlavningen i øvrigt. Jeg har en fornemmelse af, at det måske er lige omvendt af, hvordan man gør i Danmark: Man laver en masse kærnemælk, og så (UPS, hvad er nu dét?) kommer der en masse smør ud af det, som man sjældent bruger. Man KAN købe smør i forretningerne, men det fylder ikke ret meget på hylderne sammenlignet med margarine.

Man kan også godt få sådan noget yoghurt, som vi kender fra Dk, men det er som regel importeret, og med frugtsmag.

Hver lørdag (eller næsten hver lørdag) står den på "Burek" til morgenmad. Burek er noget bagværk, som vidst er lavet af en dej der minder meget om dejen til birkes. Men den er ikke sød. En full-size burek er ca en halv meter i diameter - helt cirkel-rund, og vel en 5 cm tyk. Den bliver bagt i en ovn, sølet til i olie, så dejen er helt sprød og knasende. Under bagningen skiller dejen, så der nærmest er tale om en masse lag af papirtynde flager, som flagrer vildt til alle sider, når man tager en bid. Inde i midten er der én eller anden helt vildt sur ost, som får det til at isne i gumme-musklerne, når man tager en bid. Man kan også få burek uden noget som helst, med æbler, champignon eller kød, men dét er lidt for spraglet til mig. Jeg går altid ned til bageren og siger "Burek za sirom" (Burek med ost), og så skærer den rare bager-jomfru (eller -mutter) en kvart ud af den store cirkel-runde dampende burek, som ligger i forretningen. Så spiser man dét, sammen med jogurt - kærnemælk.

Derudover bliver der drukket usigelige mængder tyrkisk kaffe, hvilket vil sige, at man koger vand, hvorefter man hælder de utroligt fintmalede bønner ned i vandet, så det bliver til en brun kaffe-suppe, som man så giver et opkog, for at få grumset til at falde til bunds. Det både lugter og smager af meget mere end den danske fesne filterkaffe, som de fleste hér rynker på næsen af, og nu også jeg.

Og så bliver der drukket "Rakija". Rakija er snaps, som de fleste ved, hvordan man laver, selv. Ljupka's far laver rakija af æbler, kvæde-frugt, og nogle gange af pærer. Den mest kendte rakija er nok den af blommer, altså "Slivovich", hvilket nogle måske har hørt om, som har en meget sød smag. Det skulle være enormt godt for helbredet, eftersom der ikke bliver brugt nogle tilsætningsstoffer. Efter en snes skud af slagsen kan man i det mindste ikke sige andet end at man i det mindste føler sig sund. Man kan checke kvaliteten af rakijaen ved at ryste flasken, og så se, om der kommer små bobler langs med overflade-kanten, som bliver der i nogle minutter. Gør der dét, så er kvaliteten god, og helbredet har godt af et skud, inden man spiser. Selv munkene i dét kloster, som jeg ofte besøger, fremstiller rakija, og i dette tilfælde, af blommer. Dét kolliderer måske lidt med den danske opfattelse af pietistisk fromhed, at munkene sådan går rundt og laver snaps, men sådan er det altså, og det sker af og til, når man aflægger et visit, at man bliver budt på et glas eller to, eller hvad man nu synes man har standhaftighed til at oppebære. "Du skal endelig føle dig fri til at tage noget mere, hvis du har lyst" var beskeden, sidst jeg var på besøg i klosteret.

Derudover bliver der drukket "Schpritzer" - en lystig blanding af hvidvin og karboniseret vand - altid efter måltider. Yderst dejligt, og man kommer til at bøvse af det, så smagen fra middagen får en tur mere i mundhulen. Det er næsten som at tygge drøv, tror jeg.

Men jeg vil ikke sige, at maden er stærk, som sådan. Kun lidt krydret. Det er staidigvæk Europa, vi befinder os i, og forskellen på maden er mærkbar, men det er mere små detailler, som gør forskellen, og derfor er det svært at skrive om, faktisk.

Men sådan er det jo med det meste i tilværelsen, for nu at være lidt underdrivende, at det er besværligt at beskrive noget, for nogen, som ikke har prøvet noget lignende før. Hvordan fortæller man, hvordan noget smager? Man kan sige en lyd, men at sige en smag eller en lugt...

Det smarteste ville måske nok i virkeligheden være at fylde en bus med jer alle sammen og tage turen herned, så I selv kan prøve at få grus under neglene. Der er egentlig ikke så meget andet man bliver så forfærdelig meget klogere af. I skal være velkomne!

At nogle allerede har fulgt opfordringen er dejligt. Således har min søster været her i sidste uge, og mine forældre, og min anden søster, og hendes mand, kommer i næste uge, for at overvære at jeg bliver "modtaget" i den Serbiske Orthodoxe Kirke - en begivenhed, som jeg ser frem til, og som jeg godt ved, at jeg ikke har sagt noget om hér tidligere. Men nu er det sagt, og hvad det implicerer vil jeg måske komme ind på, på et senere tidspunkt, hvis der er stemning for det, men lad denne korte konstatering være nok for nu. Hvorom alting er, så betyder det altså, at der allerede i næste uge atter vil være besøg fra Danmark, og dét er sådan set ikke så ringe endda.

Mjah - og så må jeg jo også konstatere, at al den tale om mad har efterladt mig skrupsulten, så jeg tror lige jeg vil trække ud i køkkenet og lave mig ét eller andet af alle de velsignelser, som i løbet af sommeren er kommet op af bedsteforældrenes jord, og som vores køleskab er fyldt med. Det er alligevel også spisetid.

Egentlig er det lidt paradoksalt at jeg først skriver om maden nu. Da jeg var lille, og havde været på koloni eller lejr-skole var det første spørgsmål altid,når jeg kom hjem: "Hvad fik I at spise?" Den slags har i virkeligheden aldrig interesseret mig særlig meget. Men noget lignende er altså tilfældet hér. Mit serbiske ordforråd er i høj grad domineret af termer som har med indtagelse af føde at gøre. Det er det store samtaleemne ved snart sagt enhver lejlighed, og det første man skal tage stilling til, når man vågner, kommer hjem til familien, er på besøg eller hvad ved jeg: "Hvad har du lyst til at putte ind i ansigtet?" Hvadenten der er tale om kaffe, vand, saft, mad, kage, og hit selv på mere. "Hvad har du spist i dag? Er du sulten? Har du slet ikke lyst til noget?" etc. Og ikke bare i forhold til mig, er det det store samtaleemne - sådan er det generelt. Serbere taler om mad, som danskere taler om vejr. Her siger man ikke "Sikke dejligt vejr i dag, hva?", næ, jeg tror nærmere at man siger noget i stil med "Sikke en dejlig bøvs, hvad har du spist?" Det kunne man godt tage at tænke lidt over, tror jeg...

God appetit

Novi Sad, fredag d. 25. oktober, 2002