En aften for lige godt 10 år siden, var jeg ude og gå tur med nogle venner i Kolding. Det var en særlig aften, hvor indbyggerne både i Kolding, og hvorsomhelst ellers, i hele Danmark, var ude og give den hele armen med viftende Dannebrog, bare maver og maling i ansigtet. Lidt berusede var de måske også. Og det hele var forårsaget af, at det danske fodboldhold netop havde slået Tyskland i fodbold i EM.

I går nat var jeg så atter, for første gang, siden hin hede juni-aften, ude og iagttage et euforisk folkehav, som festede så hårdt igennem, at oplevelsen for ti år siden, nærmest kom til at tage sig ud som knugede vestjyder til gravøl, i min erindring.

Anledningen var intet mindre end Jugoslaviens sejr over Argentina til VM i basketball. Se dét er jo ikke så lidt. Oven i købet havde selvsamme jugoslaviske hold, to dage tidliger, givet ingen ringere end USA et ydmygende nederlag. Og dét endskønt det jugoslaviske hold ikke en gang har haft råd til, i denne turnering, at skifte de så skæbnesvangre sko, ved hver kamp, sådan som de andre hold har for vane, for at have de absolut optimale betingelser for at forsøge at underlægge sig modstanderen.

Se, nu er jeg jo ikke særlig interesseret i sport. Ikke engang da mit eget fædreland for nylig var repræsenteret i dén fodbold-turnering, som løb henover skærmen i den tidlige sommer (jeg har allerede fortrængt om der var tale om EM eller VM), var jeg nogen særlig trofast seer. Svigerfar måtte nærmest fastholde mig med korporlig magtanvendelse for at se Danmark spille ottendedels-finale(?), og jeg må erkende at jeg hverken kan huske modstander, resultat eller vinder, i skrivende stund.

Til gengæld er jeg vældig interesseret i mennesker, og ikke mindst deres måde at interagere på, hvor virkeligheden ofte overgår fantasien, og således kan virke mere besynderlig og lattervækkende end selv de sjoveste tegnefilm. I går var på mange måder ingen undtagelse.

Efter kampen, som jeg nødtvungent så, eftersom Ljupka fulgte nøje med, og flere gange var ved at give både sig selv og mig slagtilfælde ved sine umage udråb, som givetvis ville have givet anledning til øjeblikkelig lukning af foretagendet, hvis vores lejlighed havde været en arbejdsplads, og arbejdstilsynet skulle være kommet forbi (hun kan i dén grad oplade sin røst, så mængden af dB næsten giver blodsmag i munden) - efter kampen, gik vi ned til centrum af Novi Sad, for at se festlighederne.

Hvad vi dér fik at se, er svært at gengive, kun med ord. Jeg har ingen fornemmelse af, hvor mange mennesker, der var forsamlet foran Novi Sad Rådhus, hvor der var stillet et kæmpe lydanlæg op, som spillede dels kontemporære dansable radio-hits, dels nogle af Serbiens gamle alment-kendte sange i nye arrangementer i decideret "Roadrunner"-tempo (200 bpm og derover), men det var flere tusinde...

Det tager ca. 20 minutter at gå fra, hvor vi bor, ind til bymidten. Og hele vejen hjemmefra, og ind til byen hørte vi biler komme kørende, ikke helt i overensstemmelse med gældende færdselsregler (som, listens medlemmer måske vil huske, allerede er langt mere opfindsomme end hvad man er vandt til i Danmark). Jeg ved ikke helt, om folk havde tapet deres horn fast, eller hvordan de ellers var i stand til at håndtere denne imponerende kørsel, med åbenbar dødsforagt, samtidig med at hornet uafladeligt var holdt i bund. Og stort set alle biler var belæsset med langt flere passagerer, end der normalt kan antages at være plads til. Forestil jer f.eks. en Yugo, med normal plads til 4, hvor der pludselig er 10-12 mennesker - ok det hjælper selvfølgelig lidt, når 3 sidder på køleren, og tre med benene ud af det åbne bagagerum, og så er det jo også lettere at flagre vildt med de jugoslaviske og serbiske flag, som til anledningen er i større format end normalt.

Og nede foran Rådhuset var der, som sagt, linet op med musik og medbragt fyrværkeri, som blev fyret af allevegne, uden videre hensyntagen til den selvsagte risiko der er forbundet med dén slags, og der blev flaget, danset, hujet og skreget i ét stort jubel-ragnarok, som intet formåede at stoppe. Folk sad i lampeposter, på tage, og på den 3-4 meter høje statue, foran Rådhuset, og viftede gjorde sig til, altimens trafikken ude omkring var ét stort kaos af biler, knallerter og personer, som enten bare så på, slog på tromme, blæste i horn, eller gav sig til at drible rundt med deres medbragte basketball-bolde, midt ude i lyskrydset, som to lettere opgivende færdselsbetjente forsøgte at holde nogenlunde gennemstrømmeligt (en fuldstændig håbløs opgave) for de mennesker, som (angiveligt) var kommet dén vej, for at foretage en "normal" færdsel fra A-B.

Efter et par timers kiggen og måben vendte vi tilbage til vores lejlighed, hvor man kun nu og da kunne høre forbipasserende horn-blæsende bilister fare forbi, og sidenhen blev der stort set stille igen... Ikke desto mindre kan man høre lidt efterdynninger, i skrivende stund... Formentlig ikke så sært, når man tager i betragtning at den serbiske selvforståelse i høj grad har været præget af, at være skældt ud på. I går, og for tre dage siden, sendte de et par velplacerede sten lige i panden på Goliath, i form af USA og Argentina, og der er ikke nogen der kan løfte et øjenbryn.

Der er kun at sige tillykke!

Højtråbende hilsner fra det basket baskende Balkan!

Novi Sad, mandag d. 9. september, 2002