Jeg synes det er morsomt, at der tilsyneladende er så mange ting, som vi har tilfælles. Jeg tænker ikke så meget på jer og mig, men mere os danskere og serberne. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der er altså et eller andet som gør, at vi for det meste bare falder i hak. Og jeg er ikke den eneste, som siger det. Nogle af mailinglistens læsere vil måske være bekendt med organisationen Next Stop Serbia, som er en datter-organisation til Mellemfolkeligt Samvirke. Rigtig mange mennesker har været i kontakt med hinanden, fra vores respektive lande, igennem denne organisation, og det var jo rent faktisk en rejse, organiseret i Next Stop regi, som første gang bragte mig hertil landet.

Hér den anden dag var jeg i Beograd, for at hente Ljupka's visum, så vi kan komme til Danmark, om ikke så forfærdlig længe. På ambassaden mødte jeg en pige, som hedder Vojislava, som tilbød mig et lift ind til centrum, da jeg havde fået ordnet mit ærinde. Hun havde også lige været inde og ansøge om visum, da hun skulle besøge en dansk veninde, som lige var blevet mor. Hun sagde det samme - altså at danskere og serbere af een eller anden grund bare svinger, når de først har fået sat sig ned og er kommet igang.

Jeg ved ikke helt hvad det er... Måske er det humoren, vi har til fælles... Jeg tror det egentlig, for vi griner meget, af de samme ting - ser de samme film og sådan noget. Her den anden aften, f.eks., sad jeg og flaxede hvileløs rundt på tv-kanalerne, indtil jeg pludselig så Kim Botnia og Dejan Cukic tone frem på skærmen - og ganske rigtigt: Det var "I Kina spiser de hunde", som kørte med serbiske undertekster, og hele svineriet. Og ingen jævnaldrende serber, med respekt for sig selv, har ikke set denne film, og synes i øvrigt at den er helt vildt grinagtig.

Jo - det er humoren! Og det er underligt, hvad der har formet to så langt-fra-hinanden-liggende befolkninger, som igennem historien ikke har haft noget nævneværdigt med hinanden at gøre, så ens. Når jeg siger nævneværdigt, så er det fordi at der rent faktisk har været lidt kontakt... Hør f.eks. hvad H.C.Andersen skriver:

"En lille Flod, der falder i Donau, gjør Grændsen imellem Bulgarien og Servien; hele dette Land synes een uhyre Egeskov! ja, her er Dryadernes store Forum med mægtige Minder og et Folks dybe Sange. Det grønne Træ er helligt for Folket, Hvo som omhugger Træet, sige de, tager et Liv. ...
Træet staaer i Kampen som en Kjæmper selv og strider mod Serviens Fjende ...
Som der er Blade i disse Skove, er der Sange paa dette Folks Læber ...
I Servierens Huus ... lyder om Aftenen lystig Musik af Violin og Sækkepibe; i hvert Huus findes Een, der kan spille og med Instrumentet ledsage deres Heltesange; saaledes lære Børnene Historien, saaledes styrkes den Ældre i Kjærlighed til sit Land. De mindes da deres kongelige Tid, Belgrads Stifter Stephan Dussan ... og Johannes Hunyades." (En Digters Bazar)

Men omend Hans Christian hér omtaler "Serviens Land" med megen betagelse og beundring, for omtrend 150 år siden, så er det jo ikke noget der kan siges at have været hverdagskost.

Jeg spekulerer til stadighed meget over, hvad det lige er, som gør det... Man siger at omstændigheder skaber et folk, og jeg har tænkt på, om det mon har noget at gøre med en lignende tilblivelseshistorie, som har gjort udfaldet. Både Danmark og Serbien er jo netop formet af bevidstheden om at være et yndigt land, kringsat af fjender, men som i sin truethed har fægtet med åben pande... Jeg ved som sagt ikke, om det er dét - men interessant er det, synes jeg, og det giver mig til stadighed overraskelser over, at man kan blive ved med at finde lighedstræk, næsten mere end forskelle.

Jeg plejer at sige, når jeg bliver spurgt, at hvis der sidder tre skandinavere i den samme stue, og hver især fortæller en vittighed, så vil ingen af dem med stor sansynlighed grine af én af de andres historie. Vojislava gjorde mig desuden opmærkesom på, at hendes danske venners omtale af svenskere altid fik hende til at associere til serbernes omtale af bosniere, som (hvis man skal tro det) er nogle uoplyste tågehoveder... Ikke langt væk fra sloganet "Gør dit land en tjeneste - følg en svensker til færgen!" Ikke desto mindre er det tilfældet, at serberne næsten altid finder de samme ting morsomme som danskere, og vice versa, og således har der været arrangeret flere film festivaler i hhv. Danmark og Serbien, hvor man fremviste film fra hinandens respektive scener, og som regel med temaer der kun forståes, hvis man har sans for den sorteste galgenhumor.

Og apropros sort - så har jeg fundet guld!

Én af de nærmeste, iøvrigt så rigeligt velekviperede, dagligvarebutikker forhandler Tuborg Sort Guld. Ikke dårligt, hvis man en sjælden gang skulle forfalde til sentimantal hjemve. Derudover er det en særdeles fin gave, hvis man skulle være så heldig at blive inviteret til et eller andet selskab, hvilket jo sker hele tiden, at medbringe en dåse danske smør småkager. De kan stort set købes over alt hér. Med den lille havfrue, Amalienborg, bindingsværk fra den Gamle By i Aarhus, Dannebrog, og jeg kunne blive ved. For nylig så jeg, at én af Ljupka's veninder faktisk havde en serbisk oversættelse af Dea Trier Mørch's "Vinterbørn" stående i sin reol, og endnu engang måtte jeg undres over, hvad det helt præcist er, som gør, at sådan en bog er relevant hér!

Ja ja... jeg ved ikke, om det er så sammenhængende, men jeg lovede altså mig selv, at jeg ville sætte mig og skrive om nogle af alle lighederne, når jeg kom hjem fra min flinke frisøse, som altid er i så godt humør, hvilket gav mig en association til den danske Københavner-forstad, Gladsaxe...

Novi Sad, fredag d. 14. juni, 2002