N1C0L41 G1D30N Jeg er ikke som de andre
Af Nicolai Gideon

"Rigtige venner hænger ikke i træerne" citat Abe Lincoln

Sådan skrev én af mine venner til mig, her i dag, hvilket får mig til at tænke på noget:

Jeg er en giraf!

Intet mindre! Og så er det ligegyldigt om jeg befinder mig i bussen, på vej herned, eller tilbage til Danmark, eller hvor jeg går og står. Jeg mærker så ofte at folks blik følger mig, når jeg bevæger mig rundt i byen, og dét uden at jeg overhovedet har åbnet munden endnu, for at spørge om vej, priser eller hvornår næste bus kører.

Én af Ljupka's veninder, Znesana, som er her i skrivende stund, for at studere sammen med Ljupka, sagde på et tidspunkt, at hvis hun så mig i bybilledet, og ikke vidste hvem jeg var, så ville hun også ubetinget stemple mig som udlænding. Det kan ses både på mit udseende, min gang, min påklædning og hele den måde jeg i det hele taget tager mig ud på, hvad dét så ellers nærmere vil sige.

De gange, jeg har været hernede, tidligere, har turen i bussen ikke været nogen undtagelse, hvad dét angår. Begivenhedernes gang har i reglen været nogenlunde sådan her: Min sidemand har i løbet af ganske få minutter observeret, at jeg ikke er af serbisk herkomst, og at jeg ikke taler sproget særlig formfuldendt, endsige fyldestgørende. Efter en halv times tid drister han sig så til at spørge, hvorfor jeg mon gør turen, og efter yderligere en halv times tid er hele bussen klar over min tilstedeværelse, og ikke mindst mine usædvanlige bevæggrunde for at være med på rejsen. Jeg plejer at sige, at det i virkeligheden er en rullende landsby, hvor rygtet spredes hurtigere end dunsten, hvis nogen skulle være kommet for skade at slå en ildelugtende prut.

Således var sidste gang heller ingen undtagelse: Da jeg stod af bussen i Novi Sad, og de andre skulle til at køre videre, hældte hele bussen en lille smule til den ene side på grund af vægten af alle de mennesker, som massede sig over til vinduerne i den ene side for at vinke farvel, da de fortsatte mod syd.

Vi er jo vandt til, at bybilledet i de fleste danske byer er præget af et virvar af forskellige etniske repræsentationer, så meget, at vi ikke længere spekulerer over det. Sådan er det bestemt ikke hér. De sidste 10 års forløb har landet været stort set isoleret fra omverdenen, og det betyder, at man langt fra er vandt til at der er folk fra fremmede lande, som opholder sig her, og mødet med en fremmed bliver ofte besvaret med en vis grad af forlegenhed, fordi man simpelthen ikke er vandt til det. Således sker det ofte, at når jeg spørger nogen om noget på engelsk, så tør de slet ikke svare, fordi de ikke er vandt til at tale engelsk. Det kan godt være (med ret stor sandsynlighed) at de rent faktisk kan tale, i det mindste, en smule engelsk, men fordi de ikke er vandt til at have brug for det, så er de allerhelst fri.

Znesana har opfordret mig til at opøve en vis gebrokken dialekt, da hun er ret sikker på, at hvis jeg lyder ligeså usikker som alle de andre, så vil de hurtigere få deres tunger på gled, men jeg ved nu snart ikke...

Der er dage, hvor jeg ikke tillægger det den store betydning at der hele tiden, ét eller andet sted fra, i menneskemængden omkring mig, er nogle stykker, som skeler ud ad øjenkrogen, fordi jeg har så tilpads meget overskud, at det ikke betyder noget at være genstand for nogens undren, mens der er andre dage, hvor jeg bare har lyst til at være anonym, ubemærket og bare forsvinde i mængden, og hvor nysgerrig kiggen føles som en utidig overskridelse af mine grænser, og hvor jeg derfor har mest lyst til at holde mig indendøre, og undgå at komme for meget udenfor, selvom der godt nok går længere og længere imellem disse dage.

Det er noget sjovt noget, det dér med at være "fremmed", ikke helt som de andre, og på dén måde lidt udenfor, uanset hvor meget man er "med"... Og jeg er endda heldig - jeg mener, når først folk er blevet fortrolige med mig, så er de jo enormt interesserede og venlige, og har virkelig lyst til at snakke, hvilket jo langt fra er tilfældet for alle fremmedes vedkommende, alle mulige andre steder i verden, så måske er jeg i virkeligheden slet ikke nogen giraf... Måske er jeg egentlig bare en enormt heldig kartofel-dansker, som er blevet plantet et nyt sted, hvor jorden egentlig er ganske god, selvom jeg lige skal bruge et par sæsoner på at vænne mig til det?!? Og når jeg siger det her, så er det måske bare fordi jeg, som sædvanlig, skyder - lige fra hoften...

Novi Sad, tirsdag d. 4. juni, 2002