Jeg ved ikke, om jeg har sagt det før, men hver søndag er vi altså hjemme ved Ljupka's forældre for at spise søndags-middag... Det er ikke noget man har nogen valgmuligheder i forhold til. Det er en del af vores verdensorden - lidt i stil med at man skal børste sine tænder, hver gang man vasker hænder - det er ikke kun på grund af den grimme smag. Her må jeg lige skyndsomt indkskyde, at det på ingen måde smager grimt, når vi er dér for at spise!!!

I går var naturligvis ingen undtagelse, og efter middagen dejsede mændene omkuld i uskyldig søvn (jeg selv inklusiv), mens kvinderne arbejdede videre med at gøre køkkenet i stand efter middagen, og hvad der nu ellers skulle klares i husholdningen.

En interessant finesse ved den serbiske middags-komsammen er, at husmoderen, som står for kokkereringen, ikke deltager ved selve spisningen. Alle de gange, jeg har været middagsgæst, uanset hvor, har det været sådan. Husmoderen sørger for, at alle har noget på tallerkenen, og at evt. affald forlader bordet, så hurtigt som muligt.

Da vi så vågnede op, efter at have sundet os oven på al den dejlige mad, skulle vi i marken. I går var første gang jeg deltog aktivt, og det var såmænd ikke fordi det var så overvældende hårdt. Sagen er dén, at det ikke har regnet her i umindelige tider, og derfor skulle vi ud og lægge vandrør, med sprinklere ud, så kartoflerne ikke kommer grillstegte op af jorden, når høsten sætter ind. Alle marker, som familien er i besiddelse af, er forsynet med en brønd, så det er bare om at sætte en pumpe til, og så er der vand. Det tog et par timer, så var det hele mere eller mindre klart til at blive sat igang, og sådan ca. samtidig satte en ordenlig byge ind!!!

Nu har jeg jo ikke fortalt om vejrets opførsel her, men det er lidt anderledes end man er vandt til i Danmark. Det kan skifte inden for 30 sekunder. Nogle gange sker det, at det lige pludselig giver sig til at blæse med vindstød op til kuling styrke, uden varsel. Det kan vare i et kvarters tid, og så igen, inden for 30 sekunder, bliver det fuldstændig blik stille, som før. Det samme gør sig gældende med regn. Lige med eet begynder det at stå ned i stive stænger, og lige så meget med eet holder det op igen. Det var dét, der skete i går. Jeg sagde til Ljupka's bror, som jeg kørte med, at det føltes lidt som en joke, at vi lige havde været ude og lægge rør ud til vanding, og så gav det sig sådan til at regne.

Men det ikke bare regnede - det haglede! Og aldrig har jeg set så store hagl før, sådan rigtigt i virkeligheden. De største var 1,5 - 2 cm i diameter. Det er altså noget hagl der slår igennem! Han fortalte, Ljupka's bror, at de engang havde ladet bilen stå ude i haglvejr, med dét resultat, at der var buler i taget, efterfølgende. Ikke særlig sundt, og heller ikke for afgrøderne...

Nå, men vi var altså på vej fra marken, og hjem til Ljupka's bedsteforældre, da det gav sig til at vælte ned, og selvom det ikke varede mere end en halv time - 45 minutter, så var der alligevel så meget vand i bedsteforældrenes indkørsel, at vi ikke kunne komme ud af bilen. Jeg stak hånden ud af døren, og mærkede efter, hvor meget vand der egentlig var. Det halve af min hånd forsvandt, inden jeg mærkede asfalten, nedenunder. Vi var simpelthen fanget i bilen, med mindre vi ikke havde noget imod at få våde sko, og vandet var iskoldt, fordi de øverste 2-3 cm ikke var vand, men det hersens hagl, som i øvrigt lå i driver langs vejene, så det nærmest lignede en vinterdag, hvor det havde sneet godt, i længere tid. Helt utroligt, som verden pludselig var forandret fra at være tør og lummer til at være våd og kold.

Det endte med, at Ljupka's far sprang ud af bilen, fór ind og tog tørre sokker og gummistøvler på, hvorefter han kom tilbage og åbnede porten, i bedsteforældrenes indkørsel, så vi kunne komme ind på gårdspladsen, som ligger lidt højere end selve indkørslen, og hvor vandet altså ikke var så dybt. Endelig kunne vi så komme ud, og derefter gik vi i gang med koste og skovle, for at få det værste hagl af vejen, inden det smeltede, så det ikke lå for tæt op ad indgange til bedsteforældrenes hus.

Dette vejrlige virvar fandt sted inden for en radius af nogle få kilometer. Da vi senere kom tilbage til Ljupka's forældres hus, som ligger 5 km fra bedsteforældrene, så det ud som om, det slet ikke havde regnet, men at duggen bare havde ligget lidt længe, og der var slet ingen hagl. Og når man kiggede ud over den lille bjergformation, som ligger på sydsiden af Donau, Fruska Gora, kunne man se, hvordan vejret dér var ligeså broget, som hér. Nogle steder skinnede solen, og andre steder stod det ned, side om side.

Det får mig til at tænke på, at meteorologer i Danmark ofte er udsat for en særdeles uberettiget kritik, når de rammer nogle få grader eller byger ved siden af. Sammenlignet med dét her, er de de rene orakler, at de sådan med rimelig sandsynlighed kan lave en fem-dages prognose, som sådan ca. holder vand(!). Noget tilsvarende ville være rent til grin her, hvor vejret østfra tér sig ligeså konsistent som et uartigt barn, der helt uberegneligt forsøger snart den ene mine, snart den anden, for, for enhver pris, at få dén slikkepind, sent onsdag eftermiddag i det lokale supermarked.

DMI længe leve, og forhåbentlig også kartoflerne og soyabønnerne, som igår blev gennem heglede af mange kilo isprojektiler...

Novi Sad, mandag d. 13. maj, 2002