Jeg er blevet sol-skoldet... 4-5 timer ude i solen i går, i 30 graders varme og skyfrit var lige lidt mere end min sarte danske tient kunne holde til... Heldigvis er jeg ikke den eneste, og man kender mange tricks her, for at komme skoldethed til livs. Således var det første vi gjorde i går, da vi vendte hjem, at smøre min skoldede hud ind i kærnemælk, for at køle ned. Det virker fremragende, og man kommer til at dufte dejlig syrligt, når kærnemælken størkner. Det var måske noget for de store parfume-fabrikanter at kaste sig over: "Sur-realistic fra Laboratoir Garnjæ"

I dag er det jo Langfredag hér, hvilket betyder, at Kristi Korsfæstelse og gravlæggelse højtideligholdes. Desværre skal Ljupka arbejde i eftermiddag/aften, hvilket betyder, at hun ikke har mulighed for at tage med, når jeg tager ind til Saborna Kirken, hvor jeg kender en del af dem fra koret. Jeg glæder mig meget til at være med.

Sidste uge, da vi fejrede Palmesøndag var jeg, sammen med menigheden fra Kirken, ude og gå i procession omkring Kirken og rundt i den indre bydel. Vi var alle sammen blevet forsynet med pilekviste, for at symbolisere Kongens indtog i Jerusalem (cf.Matt. 21,1-11; Mark. 11,1-11; Luk. 19,28-40 & Joh. 12,12-19), ugen inden hans lidelse, død (hvilket er i dag) og Opstandelse (hvilket er på søndag). Det var fantastisk at opleve, ikke mindst at være en del af processionen, fordi man har den klare fornemmelse af tidens ophævelse, sådan at man har oplevelsen af at være med i det oprindelige folkehav, som deltog ved Kongens indtog.

Det samme vil være tilfældet i dag. Her vil et klæde, som symboliserer Kristi ligklæde, blive placeret centralt i Kirkebygningen, efter tidspunktet for Korsfæstelsen, for at vise Kristi gravlæggelse, og sangen, som vil lyde i Kirken, bliver klagesangen. Jeg deltog sidste år ved Kristi gravlæggelse, Langfredag, da jeg fejrede Påske hernede, for første gang. Igen vil man have fornemmelsen af at være trådt ind i en tidslomme, og revet tilbage til begivenhederne, som de udfoldede sig for et par tusind år siden.

Det er nemlig sådan, i orthodox teologi, at tid og sted ikke har nogen adskillende karakter i forhold til det guddommelige. I forhold til det guddommelige er der kun samtidighed. Der er altid kun nu og her. Tid og sted, som vi normalt erfarer som adskillende og afgrænsende (hvilket jo i sidste instans betyder død, fordi død er den absolutte adskillelse) mister deres greb om de, der deltager i den hellige handling. Der er kun samtid. Og det vil det sige samtid med de begivenheder, som de symbolske handlinger peger hen på. Mao. vil jeg være deltagende, ikke bare med den den del af Kirken, som jeg rent fysisk kan se, men sammen med alle de som tidligere har deltaget i disse handlinger, og som i fremtiden vil deltage i disse handlinger, netop fordi der kun findes samtidighed, i forhold til det guddommelige. Der findes ingen adskillelse - ingen død. Det er jo netop dét Påsken forkynder, jfr. min mail til mailinglistens modtagere, for godt en måneds tid siden, da protestanterne og katholikerne fejrede påske.

Jeg har lagt nogle billeder ud på min hjemmeside, som man kan se på nedenstående adresse, så man har en bedre fornemmelse af, hvad det er, jeg taler om.

Novi Sad, fredag d. 3. maj, 2002