Jeg var lige inde og hygge-chatte lidt med en af mine venner, som så ofte før, specielt da jeg stadig boede i Danmark, og internetforbindelser var noget der var omtrend ligeså tilregneligt som Århus Sporvejes overholdelse af deres køreplan - begge dele noget, man hurtigt finder ud af, ikke er tilfældet her. Hverken busser eller telefonlinier ved vi altid helt hvor eller hvornår vi har...

Jeg gav udtryk for min delvise rådvildhed (som jeg også har luftet hér) mht. om emnet var irrelevant eller usammenhængende (sådan som jeg har fremstillet det). Det kommer til udtryk i følgende ordveksling:

   Chatter: tak for alle mailsene
    gid3on: selv tak
    gid3on: det er noget af en smøre, hva?
   Chatter: jep
   Chatter: der er meget at læse
    gid3on: mjah
   Chatter: globalisering er et sprængfuldt ord
    gid3on: ja...
    gid3on: hænger det sammen, det jeg skriver?
   Chatter: det ved jeg ikke rigtig om det gør.......jo.....det gør det
    gid3on: hvad mener du med, at du ikke rigtig ved?
   Chatter: det er jo fordi virkeligheden ikke er afgrænset i emner....
    gid3on: præcis

Meget præcist formuleret af min ven: "virkeligheden er ikke afgrænset i emner", og derfor vil dialogen, som jeg har haft hér nok aldrig finde sin afslutning, fordi den ikke bare pågår imellem os, men også i os.

Min ven fortalte videre:

   Chatter: jeg snakkede med nogle franskmænd igår
    gid3on: ja?
   Chatter: de er ikke særlig globaliserede
   Chatter: De kan ikke engang sige Julia Roberts uden at det er på fransk
   Chatter: Sjylia Rober
   Chatter: Men der var én der mente at der ville komme et kommercielt sprog
   Chatter: og at det ville være engelsk
   Chatter: men vi var enige om at man ikke kunne droppe sit eget sprog
   Chatter: fordi man tænker i sit eget sprog

Vi fortsatte vores lille dialog via mail (mest af alt fordi min forbindelse var for ustabil til at jeg kunne opreholde en dialog via chat):

gid3on:
"Tjah... og det er vel egentlig også den erkendelse, jeg efterhånden kommer til, selvom jeg måske ikke er det bedste eksempel, eftersom jeg ikke oplever mig selv som tænkende så meget i sprog som i billeder... Måske er det derfor det ikke er så svært for mig at lægge dansk til side, i min hverdag, uden at det dog dermed betyder, at jeg ikke er dansk. Men når jeg tænker "dansk", så er det mere landskaber, oplevelser - min historie, som jo netop for størstedelen har udspillet sig i Danmark, mere end det er sprog - selvom det vel ikke kan udelukkes, at det også spiller en rolle - jeg mener, det falder mig trods alt stadig lettere at lave ordspil, og twiste (!) sproget, når jeg gør det på dansk..."

Chatter:
"Jeg tror faktisk netop at billeder spiller en langt større rolle i sproget end vi normalt tillægger det[...]. Spørgsmålet er nok hvor bevidste vi hver især er om disse billeder, men også om hvorvidt vi lader billederne komme til orde, så at sige. Jeg tror at de største retorikere netop lader deres billeder komme til orde og dermed tilfører sproget noget nyt, som netop har en overbevisende kraft fordi tilhørerne kan "se" det for sig. Børn er meget bedre til at være dynamiske og kritiske i forhold til sproget end voksne er da forholdet mellem følelser og sprog er intakt. Hvis man som voksen stadig har bevaret denne forbindelse tror jeg at man har fat i den lange ende mht meningen med livet etc (men det er vist en længere historie)"

Ja - det ER i sandhed en lang historie, og der er jo tråde, som går i alle mulige retninger, fordi liv er noget organisk, som ikke kan hverken endelig kortlægges eller sættes i system, og mit forsæt har jo heller ikke under nogen omstændigheder været at foregive at komme med noget der end ligner en afsluttende forklarende fremstilling. Tværtimod.

Det tætteste man måske kan komme på det er vel, sådan som jeg ser det, ved at nå frem til den samme indsigt som den altid kloge og præcist formulrede Bruce Cockburn gør i følgende sætning fra 1987:

In this cold commodity culture
where you lay your money down
it's hard to even notice
that all this earth is hallowed ground --
harder still to feel it,
basic as a breath --
love is stronger than darkness
love is stronger than death

Og igen samme år:

all these years of thinking
ended up like this
in front of all this beauty
understanding nothing

Temaet i Cockburns sangskriver-karriere har nemlig netop været hans anspændte forhold til det moderne, og hans indre kamp for at slippe fri af det, og de to strofer peger i retning af lettelsen over at have fundet vejen ud. I hvert fald indtil videre, i stykkevise erkendelser.

Nu er det ikke fordi jeg ikke kendte de to strofer fra Cockburn tidligere, men jeg tror at dét der måske sker, når man, som jeg, drager ud i verden, og bosætter sig, så opdager man i stigende grad at det dynamiske og kritiske forhold til sproget er sløvet, fordi forholdet mellem følelser og sprog måske er blevet lidt slattent. Men det skærpes, når man hører "de andres" gengivelse af deres historie, og man mærker, at de tilsyneladende har fornemmelsen af at jorden er hellig grund, og historien er holdt oppe af en kærlighed som er stærkere end døden, for nu at blive i Cockburns billede, og dét måske endda uden at de selv helt er klar over det. Og dét bliver et spejl, fordi jeg jo er et menneske, præcis som de, med MIN historie, og med MIN jord, som jeg har betrådt, indtil nu.

Men som sagt - jeg sigter ikke imod noget facit - kun at dele min undren over alt det, som til syvende og sidst er ubeskriveligt, og som vi så sjældent bider mærke i, i vores uigennemskuelige hjemmevandthed.

Med ønsket om skærpede sanser og rum nok til at bevæges, ligge eller gå!

Novi Sad, mandag d. 15. april 2002