Nåda, der er virkelig gang i den for tiden - der går næsten ikke en dag, uden at jeg får tilbagemeldinger på mine højt-tænkende overvejelser. Jeg må da også medgive, at det måske kan virke lidt provokerende, noget af det, jeg fører til torvs, ikke mindst for mig selv, men på den anden side, så er sådanne provokationer jo udmærkede til at få afprøvet, hvad man egentlig mener, og måske blive rokket lidt ved. Under alle omstændigheder er jeg glad for tilbagemeldingerne, for om ikke andet, så er de jo medvirkende til at jeg bliver tvunget til at trænge mere i dybden, og prøve at sørge for at evt. uklare huller bliver fyldt ud. Personligt synes jeg det er spændende - jeg håber at medlemmerne af listen er klar på, igen, at få et kig ind i en lille dialog, jeg havde i går!?!

Spørgsmålet lød:

"Hej Nic
Og tak for at du deler dine, nogle gange, vidtløftige tanker. Der var et par ting der faldt i øjnene undervejs jeg læste din teoretiseren: Du taler om nationalitet kontra globalitet, og så vidt jeg forstår dig, ser du nationalitet som værende en essentiel og grundliggende del af individets personlighed. Udfra dette mener jeg at kunne forstå at globaliseringen et ideal, der i din fortolkning, er en utopi. Correct me if I'm wrong ;-)... Det første først: Nationalitet er IKKE en ur eller natur-tilstand. Faktisk er begrebet ret nyligt, hvis du kigger historisk. Hvis du tager det et skridt videre og skifter nationalitet ud med kultur-identitet, kommer du lidt tilbage i historien, men stadig ikke så langt tilbage at du kan snakke om et "blindt sted". Udfra det mener jeg at kunne konkludere at både nationalitet som kultur er skabt/dannet over en tidsperiode. Eller sagt med andre ord: De to begreber er den pakke du har med fra de generationer du selv har været i berøring med. Hvad fanden snakker idioten om? kan du så spørge... Jo, hvis du tager den teoretiske konsekvens af ovenstående så kan du, hvis du gives X tid, danne en global kultur, og i sidste ende en global "nationalitet". Teoretisk vel at mærke ;-)"

Det er en vældig relevant indvending, synes jeg, som jeg har svaret med følgende smøre:

"Jeg er slet ikke uvidende om dét, du skriver, og som jeg også nævner, så er jeg splittet, fordi jeg jo selv er vokset op i Danmark, hvor man sådan rent formelt er med på globaliserings-vognen, jeg selv inklusiv, hidtil. Sagen er bare, at jeg er kommet i tvivl. Og det er vel egentlig også den samme tvivl, som den nuværende regering lader komme til torvs i dét de har gjort til deres politik?!?

Mht. nationalitet, som et nyt begreb, så vil jeg citere et uddrag af en tekst (indenfor mit fag), som er 4-5000 år gammel, i hvert fald, og måske ældre:

1. Mosebog 10,2-5: "Jafets sønner var: Gomer, Magog, Madaj, Javan, Tubal, Meshek og Tiras. Gomers sønner var: Ashkenaz, Rifat og Togarma. Javans sønner var: Elisa, Tarshish, Kittim og Rodanim. Fra disse udgik folkene på de fjerne øer. Det var Jafets sønner, land for land, hver med sit sprog, slægt for slægt og folkeslag for folkeslag."

"Folkeslag for folkeslag", i den afsluttende sætning, skal forståes som etnisk eller "national" entitet. Hvilken selvforståelse der har været forbundet med dette tilhørsforhold, på dén tid, kan vi måske kun anakronistisk gisne om, men det står dér - lige til at læse. Det er lidt på samme måde som det jeg skriver med, at danskhed for mig er noget andet end mine bedsteforældre, eller kommende generationer, end det er for mig, men det ændrer ikke noget ved at den er der.

Jeg vil forholde mig lidt ydmyg, og undlade at modsige historikerne, som mener at Danamrk som national-stat først er noget, som er blevet til efter 1867, men igen låne argumenter fra Monica Papazu (stadig fordi jeg står lige dér, hvor jeg egentlig er i tvivl, og usikker på, hvad jeg skal mene). Hvad hun siger om nationalitet er, at ét er at være en national entitet, noget andet er at have formuleret det, og kortlagt det. Hun mener, at det er det sidste der sker, efter 1867, altså at der bliver sat ord på det, men at det ikke betyder, at nationaliteten ikke var der i forvejen, som en kuluturel (og ikke mindst sproglig) virkelighed.

Derudover mener jeg at kunne se, at nationalitet for hende har med sprogligt tilhørsforhold at gøre. Det er heri at den kulturelle enhed er forankret, mener jeg, at hun siger. Blod og sprog binder sammen, som noget meget naturligt (familie og folk, jfr. passagen fra 1. Mosebog). Og det kan jeg på sin vis føle er rigtigt. En afgørende faktor, som gør at jeg er med, eller ikke med hér, er, om dem jeg er omgivet af forstår mig, og om jeg forstår dem. En anden vigtig faktor er, at jeg er ved at blive en del af en familie hér!

Det er i dén sammenhæng at hun så siger, at globaliseringen er en utopi, fordi man forsøger at skabe en enhed, som ikke opstår af sig selv, ved at reducere sprog, kultur og landegrænser til politiske størrelser, som man kan "skalte og valte med" efter hvad man nu bliver polititsk enige om, og det er, siger hun, at forsøge at krænge det, som organisk er opstået igennem historien, af led.

For nylig var der stormøde her i Jugoslavien, hvor man aftalte at lave en ny grudlov, som skulle give mere lokalt selvstyre til Montenegro, "for..." som de sagde på BBC "...at skabe større stabilitet i regionen". Jeg kom sådan til at grine, for jeg erfarer på min egen krop, at jeg ikke bare befinder mig i en anden region i Europa. Jeg befinder mig i et andet land! Jeg forstår meget lidt af sproget, og begynder først vagt at blive dus med de "love, som er skrevet i luften" og ikke på noget papir - altså hvordan man begår sig ibland andre, for at gøre det rigtigt. Da blev det pludselig vældig reelt for mig, at dét at kalde det for en region er et vrangbillede af, hvad der i virkeligheden er tale om.

Dét med at "danne en global kultur, hvis man givs X tid" vil MP formentlig besvare ved at sige, at kultur er ikke noget man danner. Det er noget der sker. Kultur er en begivenhed, som opstår, når ansigt møder ansigt. Når menneske involverer sig i menneske. Hun vil sige, at det netop er en del af vildfarelsen i hele globaliseringsprocessen, at den ikke regner med dette spontane (og åndelige), men går ud fra, at man kan skabe kultur inden for juridiske eller politiske rammer. Hun vil nok derimod sige, at politik og jura er noget, som må vokse organisk ud af den kultur, hvor behovet for retningslinier opstår hen ad vejen. (For nylig var der én som sagde til mig, at Jydske lov var en af de bedste love, som nogensine havde set dagens lys, lidt i stil med de ti bud. Uden at være sikker mener jeg, at denne lov netop voksede frem som en spontan "folke-ret", baseret på de lokale behov, og ikke som en teoretisk baseret, juridisk konstruktion.)

Jeg forstår udmærket din indvending! Jeg er som sagt selv splittet, ikke mindst fordi jeg dybest set er overrasket over, at jeg mærker, at jeg lader mig overbevise af hendes argumenter.

En tanke, som jeg dog har gået med her i dag (som langt fra er færdigformuleret) er, at hvis jeg skulle sætte ind overfor MP, så ville det måske være ét eller andet sted, hvor jeg må spørge, om der ikke er en fare for at nationalitet og lokalitet nemt så kan blive til en anden form for totalitet, eller utopi. Det er nemlig dét der måske kunne synes at være tilfældet i DF's (efter min mening) lidt knugede pindsvine-facon, når man hører dem udtale sig om Danmark i forhold til den store verden. Og det er lige præcis dét der foranlediger mig til at sige, at jeg ville ønske, at der var andre, der havde turdet tage dagsordenen op noget før, i stedet for at lade dém tage patent på den. Men det er jeg jo ikke den første, der har sagt.

Endelig bør jeg måske lige kort fortælle at Monica Papazu selv er tilflytter, idet hun i 1980 blev gift med en dansker, og flyttede fra sit hjemland Rumænien, til Danmark, hvor hun har boet siden. Hun er mag. art. i tysk og fransk sammenligendende litteratur, og hun har arbejdet i længere tid ved Odense Universitet. Hun bor vidst i dag i Randers, så vidt jeg er orienteret."

Jeg ved så uendelig lidt om politik, hvis jeg selv skal sige det, og langt mindre om jura, så jeg beklager, hvis der sidder nogle derude og tænker "Gosh, hvor pinligt!", og jeg vil da også sige, at jeg ikke er ude for at føre nogen politisk sag, hvilket jeg håber fremgår. Men det griber jo om sig, når man sådan vil fortælle historien om forskelle på hér og dér, og jeg håber at det kan ses, at det simpelthen handler om, at jeg forsøger at give snapshots af forskelligheden på menneske-åndens udfoldelse, hér og dér, og at det jo selvfølgelig også implicerer politik og jura, og så er jeg jo tvunget til at sige lidt om dét, jeg desværre ikke ved så meget om.

Jo, og så er der en anden ting, som jeg ikke fik svaret ordentligt på i min oprindelige replik, som jeg tænker at jeg måske bør uddybe, og det er talen om "den blinde plet", eller "forsvindingspunktet", eller hvad jeg nu har kaldt det. Jeg tror måske det vil være på sin plads at præcisere, at jeg ikke så meget tænker i historiske kategorier, når jeg taler om forsvindingspunktet (altså, hvor langt kan vi komme tilbage, inden vi havner i fortidens uigennemtrængelige tåger), men mere i såkaldte værens-mæssige kategorier (ontologiske kategorier, for dem, der kan sådan nogle tekniske termer). Det er ikke nemt at forklare på få linier, hvad det går ud på (det tog mig i nærheden af et år at nå til det punkt hvor jeg turde bilde mig ind, at jeg have forstået, hvad det drejer sig om). Men lad mig forsøge alligevel at forklare med et par metaforer, som jeg håber kan være til hjælp:

Når man forsøger at tage et billede (med et kamera) af virkeligheden, og man får det fremkaldt, og sidder med papiret i hånden, og kan se den virkelighed, man har forsøgt at gengive, så er selve kilden til "indsigten" usynlig. Kameraet kommer ikke med på billedet. Kameraet er usynligt for sig selv. Kameraet er et (ikke historisk, men værens-mæssigt) forsvindingspunkt i gengivelsen af virkeligheden.

Eller hvis man forsøger at beskrive den menneskelige hjerne, så kan man kortlægge og dissekere, og beskrive ned i mindste detaille, men en egentlig og udtømmende forståelse af hvorfor og hvor den menneskelige tanke opstår, den er dybest set unåelig. Og det er jo ellers netop den menneskelige tanke, som gør at hele kortlæggelsen er mulig. Men årsagen til beskrivelsen er skjult for sig selv.

Eller når vi bruger udtrykket "dybest set", som jeg netop har gjort, så antyder sproget, at vi er trængt i dybden, og har set så dybt, som det lader sig gøre, men det betyder ikke, at der ikke er noget, som er dybere. Vi kan bare ikke se det. Det er skjult for os.

Det er dét, jeg mener, når jeg taler om forsvindingspunkt, eller om en blind plet.

Novi Sad, søndag d. 7. april 2002