N1C0L41 G1D30N Legal alien in Novi Sad (Stæng)
Af Nicolai Gideon

Om knap en uges tid vil mine forældre, hvis alt går efter planen, komme og tilbringe en uges tid hér, og det ser jeg frem til - både at se dem, selvfølglig, men ikke mindre til at der kommer nogle "repræsentanter" fra min egen kulturelle baggrund og tager tingene i selvsyn. Jeg ved ikke helt, hvorfor dét betyder så meget, men måske er det behovet for at blive forstået, eller i det mindste have en eller anden fælles tilknytning, så man kan sige "du ved" i slutningen af en sætning, og vide, at det ikke rammer helt ved siden af.

En af mine kloge venner skrev til mig på et tidspunkt, efter endt læsning af min artikel om ideologi vs. spontan kultur, at "Kundera mener [i sin bog "Uvidenheden" om Nostalgi] at efter hjemkomsten har den tidligere landflygtige et stort behov for at høre alt hvad der er sket og et stort behov for at fortælle hvad huan har oplevet, da vedkommende er blevet en anden/forandret person. Kundera mener ikke at hjemkomsten altid forløber uden problemer, da dem "derhjemme" ikke har helt den samme interesse i den landflygtiges oplevelser som han har behov." Nu står jeg jo ikke lige overfor at skulle vende hjem efter landflygtighed, men jeg kan godt genkende noget af det, om end måske mere den andenvej: Det er mere mig der har en øget interesse i at høre om det mon skulle være tilfældet at leverpostej stadig smager, sådan som jeg svagt erindrer og alt muligt andet, som for jer tilbageblevne er fuldstændig og aldeles u-revolutionerende. Min søster og hendes kæreste sendte mig et par aviser, som jeg normalt ikke læser når jeg er i Danmark, og jeg tror næsten jeg kan dem udenad. Jeg agter måske oven i købet ligefrem at sætte musik til og fremføre dem ved tvær-kulturelle arrangementer hernede, hvis lejlighed gives.

Mjah... hvad ellers... Jo, jeg begynder så småt at savne de mærkeligste små ting, såsom at have brug for min mobil-telefon. Den er jo på det nærmeste inaktiv hele tiden, og jeg sad den anden dag og talte med Ljupka om, at jeg i virkeligheden ligesågodt kunne lade den ligge, for der er tæt på næsten 0 chance for at den pludselig giver sig til at ringe - og mine opkald er også særdeles sparsommelige. Og så er der hele dét der med, at der faktisk ikke rigtig er nogen i min (danske) omgangskreds som i virkeligheden ved rigtig ved, hvad det vil sige at være her.

Sjovt nok savner jeg egentlig ikke at tale dansk. Jeg ved heller ikke om jeg havde forventet det. Jeg har oven i købet iagtaget det lidt besynderlige, at det begynder at være lidt besværligt at tale dansk i det hele taget, når jeg endelig har brug for det. Ikke sådan forstået, at jeg glemmer sproget, men at engelske udtryk er mere presente end danske, når jeg skal refere til noget på dansk. Derudover kan jeg mærke at det nu træder klarere frem, at jeg har boet så mange forskellige steder i Danmark i løbet af mit liv, og at det har haft en større indflydelse end jeg tidligere har kunnet iagttage, nu hvor sproget får "en pause". Det besynderlige er, at nogle gange svært ved at lægge trykket de rigtige steder og udtale ordet rigtigt.

Ellers har jeg lige fået et telefonnummer på en ung kvinde, som tidligere har haft en serbisk-skole for udlændinge, hvilket jeg tror ville være godt. Hun har vidst også privat-undervisning. Det kunne været godt, tror jeg, hvis jeg får tid til det. På den anden side er det jo en prioriteringssag, og jeg kan mærke at mit udbytte ved bare at være her er for ringe. Og jeg har brug for det, sproget. Her den anden dag ringede telefonen og en herrestemme bad om at komme til at tale med Ivona eller Jovana, eller hvad det nu var han sagde. Jeg sagde at der ikke boede nogen af dét navn her. Så begyndte han at sige en hel masse (som om at hvis han nu bare fyldte tiden tilstrækkeligt ud, så ville der måske før eller siden flytte nogen ind, som hed noget han kunne bruge til noget). Jeg fortalte ham venligt og gebrokkent, at jeg ikke forstod ham, og gentog, at der ikke boede nogen her ved dét navn, med endnu mere pludder som det eneste honorar. Så slog jeg over i engelsk og sagde venligt men bestemt, at jeg ikke kunne hjælpe ham, for lissom at indikere at det ikke bare var pjat, og at jeg ikke rigtig kunne hjælpe ham. Det forvirrede ham tydligvis, og han talte højere og hurtigere. Det hele endte med, at jeg måtte overlade røret til Ljupka, som egentlig bare gentog, hvad jeg allerede havde sagt, men med lidt flere tryk, visse steder, og med nogle flere fyldord, som ikke lød som det rene strygen med hårene. Så blev samtalen bragt til ende.

Nå, men udover dét, så ville en god grund til at få lært sproget lidt bedre være, at jeg ikke føler mig så sikker på andet end at vi måske kunne ende op med at blive boende hér, på længere sigt, selvom det selvfølgelig langt fra er sikkert. Men jeg har virkelig svært ved at gennemskue, hvad der kommer til at ske i Danmark med hensyn til den nye såkaldte udlændinge-lov. (Hvis nogle af mailing-listens medlemmer er bedre informeret end jeg, modtager jeg MEGET GERNE oplysning og skarpsindige iagttagelser.) Efter hvad jeg har kunnet støve op, så finder der en gradbøjning af udlændighed sted, hvor vi (og jo især Ljupka) ligger i den tunge ende. Det betyder, så vidt jeg kan se, at selv om vi måske på et tidspunkt ligefrem beslutter os for at blive gift (hvilket ikke ligger lige for), så er det ikke uden videre ensbetydende med, at den nuværende regering (og som deres repræsentanter størstedelen af den danske befolkning) synes at vi skal have lov til at bo i Danmark. Så hvis jeg vil begå den "utilstedelighed" at leve sammen med en udlænding, så bliver det måske ikke dér. Utroligt, ikke? Dansk statsborger, og det hele, med aner der går flere generationer tilbage i den danske historie, og uden straffeattest, eller mistænkt for at have snydt i så henseende tidligere, mistænkeliggjort alene pga. dét faktum, at jeg, helt uden bagtanke, elsker et andet menneske, som tilfældigvis har en anden national og kulturel baggrund! Der er sgu noget galt, ét eller andet sted.

Måske er det danskernes fobi overfor at tale om ting, de er usikre på, som driver dem til at afstå fra envher stillingtagen til dét der befinder sig uden for deres umiddelbare horisont, og i stedet for bare lukke af, uden at se på, hvem eller hvordan det rammer. Måske Kundera's tale om landflygtighed på længere sigt kunne komme til at applicere alligevel?!?

Her er et par tal fra 2001:

Ægtefæller eller samlevere sammenført: 6484
Sammenføringsafslag til (bemærk KUN) ægtefæller: 2043
Det giver en procentuel fordeling på ca. 76- og 24%
(Kilde: Nyhedsbrev fra foreningen "Ægteskab uden grænser", forår 2002)

Jaja - jeg havde ikke lige forestillet mig, at nyhedsbrevet skulle bruges til pessimistiske prognoser, men på den anden side - jeg havde jo sat mig for, at jeg skulle bruge dette forum til at fortælle om, hvad der lige foregår i min erfaring af virkeligheden, set herfra, og jeg kan jo ikke sige andet end, at det selvfølgelig er noget der gør indtryk, når jeg sådan helt eksistentielt kommer til at mærke konsekvenser af den almindelige opinion i mit hjemland, selvom jeg sidder langt væk fra det hele. Men som sagt: Hvis nogle har dybe indsigter, som jeg burde høre noget om, så er jeg meget interesseret.

Mit næste forsæt skulle måske være, at jeg i min næstkommende bulletin forsøger at begrænse mine udfoldelser i henseende til længden af skriblerier... Jeg kunne jo dog i det mindste gøre et forsøg.

Jeg må videre - og det må I sikkert også også, så indtil næste gang:

Glem alt om kedelige brosten langs opskyllede hvaler. Det bliver alligevel kun fejret under maniske baldakiner, og Henrik? Du er velkommen! - der er masser af kaffe i hanen!

Novi Sad, fredag d. 5. april 2002