Jeg kom lige til at tænke lidt over påsken, og har lyst til bare lige at causere lidt frit fra min teologiske lever...

Her, når den store 40-dages faste er ovre, og påskesøndag indtræffer, hilser præsten hele menigheden med udråbet "Kristus er opstanden fra de døde, han har nedtrampet Døden ved sin død, og til dem i graven har han skænket liv!" Med andre ord - alt det forgængelige, som gør denne ellers så smukke verden til et lidelsens sted er blevet afvæbnet, fordi (som St Paulus siger) "Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?" (1 Kor. 15,54b-55). Verden og menneskelivet kan altså nu ses og leves i et andet og større perspektiv end det naturlige forgængelige menneskes. Mennesket er inviteret og kaldet til at deltage i Guds kærligheds liv, og dermed se alt, som er, fra dette perspektiv. Alt dette er virkeliggjort og bevidnet i begivenheden, som præstens hilsen i Østkirken, påskemorgen, peger hen på og reaktualiserer: "Kristus er opstanden!"

Og menigheden svarer "Ja, sandelig - Kristus er opstanden!" I dette svar ligger en dyb hemmelighed, for som St Paulus siger andetsteds "ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden" (1 Kor. 12,3), og "jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud" (1 Kor. 6,19). Derfor kan tilværelsen ses i et andet perspektiv, fordi der i udsagnet "Kristus er opstanden" ligger bekendelsen, at Kristus er "stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde" (Rom 1,4).

Med andre ord - at svare "ja" til præstens hilsen er at svare "ja" til invitationen, kaldet, til ikke bare at se tingene i et nyt perspektiv, men mere grundlæggende til ikke at begrænse sig til sit eget naturlige forgængelige menneskeliv, men at modtage sit liv direkte ud af den Evige Treenige Gud, som selv er kærlighed, netop fordi der i svaret også ligger følgende bekendelse, "Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn" (Gal 2,20).

Enhver livskrise (i nytestamentligt sprogbrug kaldet dommens dag) er altså, set i dét perspektiv, ikke længere katastrofal, hvor stor den end måtte være, for som St Johannes Teologen siger: "Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden." (1 Joh. 4,16b-18).

"...For som han er, er også vi i denne verden." Denne tanke er senere blevet fuldt udviklet i den orthodoxe tradition, og således kan St Athanasius sige at "Gud blev menneske (tog del i menneskelivet), for at mennesket kan blive guddommeliggjort (tage del i det guddommelige liv)", og St Maximus Confessor siger "Gud, og de som er Gud værdige har én og den samme energi". Energi er her forstået som kærlighed, som jo altid er virksom i handlinger - ellers ville det ikke være kærlighed.

I præstens udråb og menighedens svar ligger der altså en umådelig meningsfylde, som på den ene side fasttømrer positionerne - Gud forbliver Gud, og mennesket forbliver menneske - samtidig med at de to knyttes umådelig tæt i et kærlighedens bånd, der går hinsides døden, hinsides alt det forgængelige, som gør denne ellers så smukke verden til et lidelsens sted.

Derfor vil jeg hermed vidererække Østkirkens præstelige påskehilsen, og ønske jer alle sammen, i det protestantiske nord, en rigtig glædelig påske.
 

Kristus er opstanden! Ikonen "Altings Hersker" fra det serbiske kloster Hilandar, på det hellige Athosbjerg

Novi Sad, lørdag d. 30. marts 2002