Da jeg fortalte een af mine bekendte, at jeg skulle flytte til Serbien, sagde han, at han have været her, på et tidspunkt, og at han kendte lidt til forholdene, hvorfor han havde en fornemmelse af, hvad det ville sige, at skulle bo her. Jeg tror ikke, han forstod det helt. "Alting er noget værre skrammel, dernede", var hans kommentar. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, for det er da rigtigt, at der ikke har været mange penge til at holde tingene ved lige, i løbet af de sidste mange år - man kan blæse et helt års finansbudget af på een dag, hvis man ligger i krig, og så kan det være svært bagefter at få råd til at lappe alle hullerne i vejen. Jeg tror måske, at min tavshed overfor nævnte personage havde sin grund i, at jeg fornemmede, at så godt kendte han heller ikke forholdene hernede, og at en replik ikke ville havne i moden jord, udover at jeg slet ikke var ude på at diskuttere.

Noget, som der nemlig IKKE kom til udtryk i løbet af samtalen var, hvordan man værner om tingene her, og man kasserer mindre. Når jeg nemlig sammenligner de mængder skrald der bliver kylet ud til højre og venstre i Danmark med det man kasserer hér, så forekommer det næsten helt blasfemsik at fyre sådan en kommentar af. Ikke mindst set i lyset af, at der ikke er så mange penge at gøre godt med. Når dét er sagt, så har jeg jo oplevet nogle af de serbere, som jeg kørte i bus med herned, som har boet i Danmark i mange år, og de har noget af den samme sparsommelighed. Ikke nærighed! Men en fornemmelse af, at ting skal bruges, og ikke smides væk, før de er brugt op. Og mange vil sikkert forundres over, hvor længe ting kan holde. Her i eftermiddag var der en 3-4 gutter fra ejendommen (hvor jeg nu er flyttet ind), som var i fuld gang med at stå og herse med en gammel Yugo (et her-produceret bilmærke), som åbenbart ikke kørte som den skulle. Men det gør den formentlig nu, for de har nu forladt kareten, som står og funkler med lukket motorhjelm. Og de kan holde længe - Yugo'er, Zastava'er, eller hvad de nu hedder alle sammen. Det er ikke ualmindeligt at se biler med op til 15-20 år på bagen, som stadig ligger og høvler afsted i lystigt slalom ud og ind imellem hinanden og fodgængere og huller i vejen.

Der er ingen tvivl om, at tingene er slidt. Det bliver ting jo, når de bliver brugt, og som sagt er man alt andet end nærig her med at bruge, og lade blive brugt. Men man passer på tingene. Holder dem rene og ved lige. Eksempelvis er det uanstændigt og ubehøvlet at smide sit affald andre steder end dér hvor det er beregnet til at blive smidt. Man spytter ikke tyggegummi ud på vejen. Jeg regner jo med, at modtagerne af denne nyheds bulletin er pæne og ordentlige mennesker, så det er ikke henvendt til dem, som sådan, men hvem har ikke set bycentre i Danmark oven på en glad week-end, hvor der ligger alskens ragelse og flyder og blæser rundt i vinden? Det sker meget sjældent hér.

Til gengæld er der altid en masse støv, der blæser rund... Jeg ved ikke helt hvor det kommer fra, alt det støv. Måske har det noget at gøre med, at jorden er anderledes her. Eller også er det fordi at man ikke har den samme trang til at beklæde enhver nøgen plet med enten asfalt eller græs, heller ikke inde i byen. Så er der jo ikke noget til at holde på det. Af samme årsag bliver vejene ofte spulede i de allerseneste aftentimer/de første nattetimer, og de forretningsdrivene vasker ofte fortovet udenfor deres butik. Noget jeg aldrig har set i Danmark (lige bortset fra engang nogle unge arbejdsløse i protest vaskede asfalten imellem de hvide striber på indre-københavnske fodgængerovergange, men dét tør siges at have været en undtagelse). For mig igen en bemærkelsesværdig insisteren på at holde tingene ved lige, som de nu er.

Men ellers er jeg jo rykket ind i byen nu, ind i denne hersens 43 m2 lejlighed, med køkken, bad, vaskemaskine, møbler, telefon og kabel-tv (som, så vidt jeg har kunnet se, fungerer på den måde, at der vidst er boret et hul ind til naboen, som har kabel-tv, og trukket en ledning). Jeg kan godt se, at jeg burde have taget nogle billeder, men jeg har slet ikke fået husket at medbringe mit kamera på noget tidspunkt endnu. Det er der jo heller ikke mange andre der gør, sådan i al almindelighed, for det er jo på en eller anden måde bare hverdag, men jeg skal nok se, om jeg kan huske det. Een af dagene tror jeg hellere jeg må ud og købe mig et stereo-anlæg, for musik ville være rart. Og selvom jeg har kabel-tv, så er det vidst hvad der svarer til TDC's eller Stofa's lille pakke... Dén der, hvor man kun har dr, dr2, tv2, og nogle enkelte lokale stationer, bare med den lille, dog afgørende forskel, at her er det srb1, srb2, og ... ja, find selv på mere. Det gode er dog, at der bliver sendt en del amerikanske serier, og film af varieret, dog ofte udmærket, kvalitet, med serbiske undertekster, og det er faktisk ikke en ringe måde at få udviddet sit vaklende ordforråd på. Heldigvis er de ikke slået ind på synkroniseringens fallerede vej, muligvis pga. økonomisk begrænsning - serbere er i dén grad stolte af deres sprog! - og for mig er det jo en særdeles kærkommen mulighed for at få styr på hvad mange af de vendninger, som jeg jævnligt hører i dagligdagen, serveret på skrift dér på skærmen, oversat fra engelsk.

Tjah - det var hvad jeg lige kunne se for mig, ville være interessant for nu. I morgen skal vi i biffen og se Moulin Rouge, og det er der jo ikke noget sensationelt i, som sådan - ikke andet end, at den ikke er kommet hertil førend nu, og så vidt jeg husker havde den premiere i Danmark tilbage i november, sidste år, hvis jeg ikke tager helt fejl. Men det er jo dét, alting kommer til sin tid. Ingen grund til panik. Vi kan jo altid tage en kop kaffe imens vi venter.

Novi Sad, mandag d.18. marts 2002