Der er visse øjeblikke i ens tilværelse hvor man pludselig rammes af en stumhed som ikke skyldes at man ikke ved hvad man skal sige, men netop kommer til en erkendelse af, at det man gerne vil sige ikke kan rummes i sprog. Det er nemlig ikke alt man kan sige. Vi kender jo f.eks. udmærket vitsen om at hvis man skal fange vilde kaniner, så skal man bare gemme sig bag ved et træ og sige som en revet gulerod. Det er morsomt fordi man på overraskende vis bliver gjort opmærksom på, at sproget har en grænse -- der er noget som sprog overhovedet ikke kan bruges til.

Et andet lille umuligt eksperiment går ud på følgende: Kig på en smuk solnedgang, og sæt ord på, hvad det gør ved dig! Ikke hvad du ser -- men hvad det GØR ved dig! Nej vel? Ordene, som kommer ud ad din mund er kun NÆSTEN dækkende, hvis overhovedet...

En sådan stumhed oplevede jeg i dag, da jeg modtog en bog fyldt med tilkendegivelser fra kollegaer, da jeg tog afsked med den arbejdsplads, som jeg har været på de sidste 28 måneder. Tilkendegivelser om taknemmelighed og glæde over den tid vi havde tilbragt sammen, og ikke mindst om at jeg ville blive savnet, nu hvor jeg ikke længere ville have min gang på den pågældende arbejdsplads' korridorer og lokaler. Da jeg åbnede bogen, og det gik op for mig, hvad den indeholdt, ramtes jeg af en stumhed og en dyb taknemmelighed, som det næsten var umuligt for mig at finde ud af, hvor jeg skulle gøre af, eller hvad jeg skulle stille op med -- ikke fordi jeg ikke vidste hvad jeg ville sige, men i en erkendelse af, at dette var for stort til at jeg kunne afværge min ramthed med sprog. Jeg måtte tie.

Nu er jeg jo ellers ikke en mand af få ord, og snarrådigheden kender knap nok grænser, når det drejer sig om at vikle sig ud eller ind, af eller i diverse sproglige pusseløjerligheder -- men det gjorde den her! Jeg måtte i al ydmyghed erkende, at også jeg er et menneske, for hvem de samme regler gælder, når jeg kofronteres med det uhåndterlige.

Min konklusion og reaktion skal derfor være, at jeg ydmygt og fattigt frembærer et næsten uhørligt tak til alle mine dejlige tidligere kollegaer, og i øvrigt minder dem og mig selv om, at vi jo egentlig ikke behøver at sige mere, men at vi bare tavst vil lade det usagte imellem os tjene som afsæt til nye møder -- igen og igen.

Der er vel ikke så meget andet at sige...

Nicolai Gideon
Århus, fredag d. 25. januar 2002