N1C0L41 G1D30N Inspiration
KUNSTEN AT VANDRE SYNKRONT MED SIG SELV
af Nicolai Gideon

I dag kom jeg for sent til bussen, på vej hjem fra byen, til det sted hvor jeg bor. Eller rettere -- bussen kom for tidligt til mig. Det er en lidt skidt uvane nogle chauffører tilsyneladende har. En ting er at komme for sent, men ligefrem at køre afsted for tidligt -- det er frækt, synes jeg. Jeg spænede til det sidste, for at nå bussen, og nåede lige frem til døren og banke på den, da bussen satte i fart og brølede afsted. Først brast jeg i latter, fordi det simpelthen virkede for åndsvagt, at noget sådant kunne finde sted, og så bagefter -- vrede. Jeg skummede! Som en umiddelbar reaktion flåede jeg min mobiltelefon frem, for at ringe til busselskabet og stille sjoveren bag rattet til regnskab for sit utilgivelige fejltrin, og jeg gik fra det ene stoppested til det andet for at se, om der mon skulle være et telefonnummer jeg kunne ringe til, for at få afløb for min berettigede sønderrivende harme. Det lykkedes ikke -- busselskabet havde været smart nok til ikke at afsløre sin identitet for tydeligt, men gemte sig bag identitetsløse anonyme køreplaner, så jeg lovede mig selv, at når jeg kom hjem og fandt nummeret, så ville jeg med sikkerhed placere en lammende fuldtræffer hos en tilfældig telefonpasser, og sørge for, at den pågældende chauffør fik en eftertrykkelig påtale, så han ikke uden videre ville gentage sin respektløse flabethed.

Jeg begyndte at gå hjem i stedet for at stå i byen og fryse, og jeg opdagede snart, at tempoet var tilstrækkelig hurtigt og aggresivt, så det tog ikke så lang tid at nå godt derudaf. Godt det samme, da det jo som antydet var temmelig koldt.

Jeg genvandt snart så tilstrækkelig meget sans og samling at jeg begyndte at stille mig selv det spørgsmål, om det mon var i orden, at jeg følte vrede i den grad jeg gjorde. Jeg mener Freud ville jo sikkert sige, at jeg i virkeligheden slet ikke var så vred på den chauffør, som jeg gik rundt og troede, men at jeg måske i virkeligheden projicerede tidligere tiders vrede og frusttration over på det stakkels individ, og at det måske i virkeligheden dækkede over, at jeg grundlæggende ikke brød mig om at blive forladt eller overset, eller hvad det nu måtte være. I mine overvejelser blev jeg dog enig med mig selv om, at det i virkeligheden ikke spillede den store rolle: Jeg var vred nu, og jeg ville forblive vred, så længe det varede. Være i vreden, om man så må sige.

Jeg gik stadig, og pludselig fik jeg øje på himlen. Den var smuk, her til aften. Efter en dag med overskyet og sne var skyerne pludselig brændt væk, og himlen bagved var høj og dyb, og lyset havde en ny klarhed. Jeg oplevede skønhed, og skønheden begyndte at brænde min vrede, og jeg kunne bare gå og se på.

Jeg gik stadig, og nu kunne jeg pludslig få øje på detailler, som jeg normalt ville overse i hjemmevandthed, og opdage dem påny, og opdage verden, og min tilstedeværelse i den, som noget uselvfølgeligt og overraskende. Som at gå på opdagelse i barndommens eventyrland blev hvert skridt, hvert nyt synsindtryk, en åbenbaring givet af virkeligheden i og omkring mig, som jeg med stor forundring kunne modtage og indtage, uden at gøre hverken fra eller til. Jeg gik nærmest og faldt i staver i det værens-hav, som flød uhindret igennem mig, og som jeg selv flød uhindret igennem. Verden var ny.

Med et så jeg -- solen er så rød, og himlen er så stor. Og hør -- nu synger stjernene, de synger mig til ro.

Jeg gik stadig. Og min vandring var smeltet sammen med alt det, som jeg var blevet en del af, og med et opdagede jeg, at nu var jeg ved at være fremme ved det, der oprindelig havde været mit mål -- jeg var hjemme.

I tid havde jeg bevæget mig -- horisontalt, og samtidig havde jeg bevæget mig vertikalt -- jeg havde genvundet en plads i dybet af min væren, og min vrede, som knyttede sig til det horisontale havde pludselig måttet vige pladsen for denne meningsfylde, som indtog mig, og jeg mærkede, at jeg ikke længere havde brug for at ringe og brokke mig nogen steder henne, for hvad mening ville det give, nu hvor det horisontale og vertikale var smeltet sammen? Ikke at jeg havde forsøgt at transformere min vrede -- den havde jeg hele tiden forholdt mig til i egentlighed, og ligeså meget forholdt jeg mig nu i egentlighed til, at denne vrede ikke længere havde nogen plads i mig.

Ligesom jeg nu havde nået mit horisontale mål -- jeg satte nøglen i nøglehullet, og låste mig ind -- på samme måde havde jeg nået til et vertikalt mål, lod det til, hvor virkeligheden havde vokset sig så stor, at jeg, som det ubesværligste af alt, kunne være helt til stede i den, og oven i købet brede mig, uden nogensinde at støde på nogen grænse, og i morgen skal jeg sikkert til at løbe efter vildfarne busser igen.

Nicolai Gideon
Århus, mandag d. 19. marts, 2001